Team Esbjerg tager stor skalp over forsvarende mestre
05/01 - 2022
Stemning var trykket efter de første 30 minutter, men heldigvis er en håndboldkamp en hel time. Det fik Team Esbjerg glæde af, at de gav Odense Håndbold sæsonens første nederlag i Bambusa Kvindeligaen med en sejr på 31-27.
Der var tale om et opgør, hvor der ikke blev givet noget væk. Begge hold var kyniske i deres udnyttelse af modstanderens fejl, og det kom hjemmeholdet til gode i kampens indledning. Det var nemlig Team Esbjerg, der hurtigt tog teten i opgøret og bragte sig foran med 9-6.
Det fik gæsterne til at tage en timeout, og det var belejligt for dem. For herefter stod der Odense på resten af halvlegen. Team Esbjerg gik i stå, og selvom de tekniske fejl var få, så tog Althea Reinhardt fra i målet. Derfor var stemningen også trykket, da værterne gik til pause bagud med 13-17.
– De tog timeoutet ved 9-6, og derefter brændte vi nogen chancer, som gør, at luften gik ud af ballonen. Det havde ikke sket i efteråret, for der havde vi en god rytme, og vi vidste også, hvad vi skulle gribe fat i for at vende det. Der er nu lidt usikre nu, for det kan ske i starten på en sæson eller anden halvdel af en sæson, sagde Jesper Jensen efter kampen.
Efter snakken i omklædningsrummet var hjemmeholdet meget mere oppe på tæerne, mens det nu var Odense, som blev fanget på hælene. Langsomt bevægede Team Esbjerg sig tættere på gæsterne, og flere gange havde de mulighed for at lukket hullet.
Det skete dog først med 12 minutter igen. De nykårede verdensmestre Kristine Breistøl og Henny Reistad bankede alt ind fra distancen, og Rikke Poulsen var for alvor også begyndt at tage fra inde i målet.
– Vi fik det vendt, fordi det blev os, der løb kontra på dem. Vi var egentlig okay tilfredse med forsvaret i første halvleg, men de scorede på to fløjindløb, og der var flere holdmæssige fejl. Det var ikke fordi, vi havde mange tekniske fejl, det var bare fordi, vi langt hen ad vejen glemte at løbe hjem, sagde cheftræneren.
Odense var i problemer, og mod slutminutterne prøvede de at spille syv mod seks, men det var med begrænset succes. Team Esbjergs føring havde bevæget sig op på fire mål, og den havde de ikke planer om at lægge fra sig.
Forsvaret havde fundet fysikken frem efter pausen, og blandet med et angreb, der ikke har mistet noget tempo trods en pause på en halvanden måned, så giver man et ellers suverænt førerhold deres første nederlag.
– Vigtigt for os at få sejren. Nu holder vi trit med Odense og lægger også lidt pres på dem. Det gælder for os om at holde os til og finde rytmen, for vi får ikke tid til at træne i denne tid, sagde Jesper Jensen.
Næste kamp er nemlig allerede på lørdag, hvor Team Esbjerg tager den lange rejse til Sortehavet for at møde Rostov-Don i DELO EHF Champions League.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – Odense Håndbold 31-27 (13-17)
Målscorere Team Esbjerg: Kristine Breistøl 10, Henny Reistad 9, Marit Malm Frafjord 5, Marit Røsberg Jacobsen 4, Michala Møller 1, Beyza Türkoglu 1, Mette Tranborg 1,
Topscorer Odense Håndbold: Kelly Vollebregt 6.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 1
Odense Håndbold: 3
0 tilskuere i Blue Water Dokken.