Team Esbjerg-spillere dominerer i VM’s afgørende fase
30/12 - 2021
Med hele ni spillere og en træner med til VM i Spanien i denne måned, var Team Esbjerg et af de hold, der havde en afgørende finger med, da medaljerne skulle uddeles. Med fem spillere på det norske vinderhold, to hos de danske bronzevindere (samt en træner), en hos de tyske kvartfinalister og én hos Holland var Team Esbjerg repræsenteret med helt fremme.
Danmark tog en flot bronzemedalje med hjem, og det var den første medalje for Jesper Jensen som landstræner efter sidste års nederlag i bronzekampen mod Kroatien. Med på holdet havde han i første omgang Mette Tranborg. Hun fik senere selskab af Michala Møller, der tog over for Mia Rej. De to ”esbjergensere” havde ikke de store roller, men cheftræneren så alligevel glimt af godt spil fra de to bagspillere.
– Michala havde en mindre rolle, men hun faldt godt ind i truppen og spillede godt i de perioder, hun fik. Det var lidt mere op og ned for Mette. Hun fik en optakt med skader, og hun faldt ikke rigtig ind i rytmen igen. Hun sluttede dog godt af i bronzekampen, men det blev en hæmning for hende, siger Jesper Jensen.
I finalen stod Norge overfor Frankrig, og her blev det en stor nordisk dag, da nordmændene tog guldet, efter en forrygende anden halvleg. Her havde Henny Reistad en stor andel i, at de kom tilbage fra at være bagud med seks mål kort inden pausen.
Sammen med Sanna Solberg, Marit Røsberg Jacobsen, Kristine Breistøl og Vilde Mortensen Ingstad bestod en tredjedel af det norske guldvinderhold af Team Esbjerg-spillere.
Solberg havde også en vigtig rolle for dem, da hun fik masser af spilletid. Hun dækkede op på backen i forsvaret, så de kunne beholde Stine Bredal Oftedal inde. For de andre blev det til mindre roller, hvor de især spillede de første kampe i gruppespillet, som endte med store sejre.
Syv medaljer kunne have været blevet til flere. Holland var umådelig tæt på at spille sig i kvartfinalen, men Sverige endte med at tage pladsen. For Estavana Polmans vedkommende blev det til en rolig turnering, hvor det i først omgang handlede om at få kampminutter i benene.
– Hun fik nogen minutter, og det var godt for hende. Hun havde ikke en afgørende rolle, men det var vigtigt for hende at komme i gang og få noget kampform, siger Jesper Jensen.
Dinah Eckerle havde mere at se til end Essie. Målvogteren stod glimrende for Tyskland, der røg ud i kvartfinalen, men de kom ikke ovenpå igen, efter de tabte stor til Danmark i den sidste kamp i mellemrunden.
– De mødte Spanien i kvartfinalen, men det virkede som om, de ikke havde rejst sig efter nederlaget til Danmark. De burde ellers have haft en fin chance mod dem, men måske hjemmebanefordelen også spillede ind. Dinah havde ellers stået en fin turnering, siger cheftræneren.
De ni spillere og træneren er alle vendt tilbage til Esbjerg igen, for allerede få dage inde i det nye år går Bambusa Kvindeligaen i gang igen. Men det er med hele syv VM-medaljevindere på holdet, og det fortæller meget om klubben.
– Vi hørte hjemmefra, at der blev snakket meget om os. Vi er med fremme, når der skal spilles mesterskaber, og vi er stærkt repræsenteret. Vi er stolte af, at spillerne også spiller en afgørende faktor, når de store hold spiller om medaljerne. Det fortæller, at klubben er et spændende sted, siger Jesper Jensen.