2021 går på hæld med tysk returopgør

20/11 - 2021

Efteråret nærmer sig sin afslutning, og efter DELO EHF Champions League-opgøret mod BV Borussia 09 Dortmund på søndag, er der slutrundepause i kvindehåndbold. Også for Team Esbjergs vedkommende, der dog kan slutte af med maner, hvis det bliver til endnu en sejr over tyskerne.

For efteråret har budt på op- og nedture. Begyndelsen var hård, da mange af spillerne kom sent hjem fra OL. Det kostede i opstarten, og derfor var resultaterne heller ikke de bedste. Nederlag til Odense og Viborg kostede, og det ses stadig i stillingen i Bambusa Kvindeligaen.

Siden er det blevet til lutter sejre, og det samme gør sig gældende i Santander Cup, hvor et Final4-stævne venter på hjemmebane i det nye år. I DELO EHF Champions League var det også en svær start, hvor det blev til et nederlag til Brest fra Frankrig. Men ligesom i den hjemlige liga er det siden kun gået én vej: Op.

Siden nederlaget til Brest i september har Team Esbjerg ikke tabt, og derfor er cheftræner Jesper Jensen også meget imponeret over det, som holdet har leveret.

– Det har været flot. Vi har været gode til som hold at snakke tingene i gennem, da det ikke gik så godt i starten, og vi var ikke urolige efter de to første nederlag i ligaen. Spillerne har været superdygtige til at rette til undervejs, og de har været meget dedikerede og bevidste om, hvad de gerne ville. Defensiven har udviklet sig, og offensiven har scoret mange mål, så jeg vil sige, at jeg er meget imponeret, siger cheftræneren.

De mange sejre gør, at pausen måske kommer på et trist tidspunkt, da holdet har ramt en form og rytme, som gør dem farlige i både Danmark og Europa. Men i modsætning til sidste år, hvor der var meget træthed at spore i truppen, så har bredden haft den ønskede effekt. Nemlig at alle spillere stadig er friske, tilføjer Jesper Jensen.

Den tyske motor går i stå

Denne friskhed i truppen skal gerne give to point på søndag, når årets sidste kamp skal spilles. Igen er det tysk modstand i form af BV Borussia 09 Dortmund, der står på den anden side af banen.

Det er kun en uge siden, de mødte hinanden sidst, og det gør opgaven interessant for holdet. Opgøret i Tyskland står nemlig stadig frisk i erindringen, og derfor skal der andre overvejelser ind, hvis det skal blive til en sejr.

– Det er sjovt at spille disse kampe, hvor det er ude og hjemme på så kort tid. Det taktiske billede kommer ind, og man vil kunne gøre lidt mere. Normalt er der flere måneder mellem to møder, og der kan ske store ændringer på den tid. Nu er det kun én uge, og derfor bliver det taktiske billede meget mere retvisende, siger Jesper Jensen.

Mødet i Tyskland kan komme Team Esbjerg til gode. For kendskabet til Dortmund-spillerne var ikke højt inden dette møde. Nu har de stået over for spillerne en enkelt gang, og det har skabt en bedre forståelse for, hvad holdet går ind til, og hvad deres direkte modstander gør på banen.

Især farten hos tyskerne kommer til at spille en afgørende rolle. I indledningen på både første og anden halvleg stormede de af sted mod det esbjergensiske mål, og det blev til mange kontrascoringer, hvor især perioden efter pausen kan give mareridt. Men som tiden gik, slap deres ressourcer op, og det kan være vejen til sejr.

– Vi har mange flere ressourcer end dem. Vi vandt den sidste periode af begge halvlege ret klart, så vi vil gerne skabe en hård fysisk kamp, hvis dommerne tillader det, siger Jesper Jensen.

Team Esbjergs trup til kampen i DELO EHF Champions League Gruppe A mod BV Borussia 09 Dortmund søndag den 21. november kl. 16.00 i Blue Water Dokken:

Målvogtere: Rikke Poulsen og Dinah Eckerle
Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Beyza Irem Türkoglu
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Mortensen Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Henny Reistad, Annette Jensen, Michala Møller, Mette Tranborg og Line Myers.