Koncentrationssvigt skyld i spændende sejr

23/10 - 2021

På trods af flere syvmålsføringer hen ad anden halvleg blev det spændende til det sidste, da Team Esbjerg mødte HC Podravka Vegeta i DELO EHF Champions League. Længe så danskerne ud til at være i total kontrol, men fejlene blev næsten for mange til sidst, og derfor blev det kun til en etmålssejr, men ikke desto mindre en sejr.

For det er også det, der skal tages med fra opgøret, da det vil blive husket som et, hvor det var lige ved og næsten.

Team Esbjerg manglede Mette Tranborg, Marit Røsberg Jacbosen og en syg Henny Reistad, og derfor var der nervøsitet inden kampen for, hvad det kunne blive til. Men efter kampens første fem minutter var de tanker blevet gjort til skamme.

Danskerne viste stort overskud i begge ender af banen. Kristine Breistøl havde pakket sin højrearm med, som hun også gjorde i sidste uge mod FTC. Med otte mål blev hun kampens topscorer, og hun var den største trussel for kroaterne. Det blev også til en mandsopdækning af nordmanden hen ad opgøret, der dog stadig kom frem til flere gode chancer.

Og i den anden ende var forsvaret disciplineret, og det gav Rikke Poulsen fornemme betingelser. Der skulle også gå over otte minutter før det første kroatiske mål kom. Og yderligere fire mere før mål nummer to. Inden havde Team Esbjerg bakket flere kasser ind, og alt kørte som smurt.

Flere gange havde de muligheden for at kommer foran med otte i første halvleg, men føringen forblev på syv, og ved pausen lød den på komfortable seks.

Men efter pausesnakken begyndte det at gå galt. Hjemmeholdet hentede roligt ind på føringen. Balkan-attituden begyndte at komme frem hos Prodravka, og det var også med til at give en tro hos dem, at et comeback var muligt. Forsvaret blev ofte fanget på hælene, og angrebet flød ikke, som det gjorde tidligere.

– Det var en blanding af, at vi lavede nogen indviduelle fejl, som var unødvendige. De kom ikke nødvendigvis ind med en Balkan-attitiude til anden halvleg, men det var noget, vi gav dem. Anden halvleg var også med til at vise, hvor god en første halvleg vi spillede. For da vi bare åbnede havelågen lidt, kom de blæsende ind gennem den, sagde Jesper Jensen.

Det tvang Jesper Jensen til en hurtigt timeout, men det hjalp kun for en stund. Med 10 minutter igen var føring på fem, men gnisten var tændt hos kroaterne. Og den var omvendt slukket hos danskerne. Gnisten blev senere til en flamme, da de ramte en periode, hvor de scorede fire mål i træk, og pludselig kunne de komme fra opgøret med point.

Et straffekast, som Kaja Kamp scorede på med to minutter igen var afgørende. Den gav luft og satte pres på Prodravka. Da de samtidig i næste angreb skød over Poulsens mål, kunne Team Esbjerg begynde at ånde lettede op. Selvom værterne fik scoret igen, var det kosmetisk, da det var med to sekunder igen.

Alligevel var der smil hos holdet, selvom skårene fra den unødvendige spænding stod klart i erindringen.

– Det er glæde og stolthed, vi står med nu, at vi ramte sådan en kamp på udebane i Champions League. De her kampe har deres eget liv, og ingen af dem bliver afgjort i de første 30 minutter, sagde Jesper Jensen.

Næste kamp venter på onsdag, hvor Team Esbjerg tager til Smilets By, for at møde Aarhus United. Kampen spilles klokken 18.30.

Kampen i tal:

HC Podravka Vegeta – Team Esbjerg 26-27 (9-15)

Målscorere Team Esbjerg: Kristine Breistøl 8, Annette Jensen 5, Sanna Solberg 4, Kaja Kamp 3, Michala Møller 3, Marit Malm Frafjord 2, Beyza Türkoglu 1, Line Myers 1.

Topscorer HC Podravka Vegeta: Dejana Milosavljevic 7

Udvisninger:

Team Esbjerg: 3

HC Podravka Vegeta: 4

I Sports Hall Fran Galovic, Koprivnica.