Fejlene skal holdes på et minimum mod oprykker
18/10 - 2021
Når Ringkøbing Håndbold på onsdag igen gæster Blue Water Dokken, efter en sæson i 1. division, bliver det mod et Team Esbjerg-hold, som selv skal afgøre, om det bliver til endnu en sejr i Kvindeligaen Bambusa.
For forskellen på sidste sæsons grundspilsvindere og denne sæsons oprykkere er stor, men Ringkøbing kommer med et par fine resultater, og derfor skal der ikke tages for let på opgaven. Med sejre over København Håndbold og rivalerne fra Holstebro Håndbold, har onsdagens modstander vist, at de kan bide skeer med holdene i den bedste kvindeliga.
Resultaterne har cheftræner Jesper Jensen lagt mærke til, og derfor er han også klar over, at holdet ikke kan tillade sig at ligge på den lade side. På trods af det burde kvaliteten stadig være for stor.
– Vi er heldigvis i en situation, hvor det bliver os, som skal afgøre resultater. Hvis vi spiller op til niveau, så vinder vi. Ved at de slog København og Holstebro, så har de vist, at de har et fint håndboldhold. Vi kan ikke ramme lidt ved siden af, for så er de der, siger Jesper Jensen om Ringkøbing og forsætter:
– De har mange gode spillere. Det er ikke sådan, at vi kan tage to spillere ud, og så vil vi automatiske vinde. Hver gang vi møder hold, der ligger i den nederste del af ligaen, så der er stadig individuel kvalitet at finde.
Derfor skal holdet også sætte sig op til kampen, selvom de på papiret burde have kvalitet til at kunne stå imod oprykkerne. Og efter en hård kamp i Ungarn, hvor der blev lagt mange kræfter i opgøret for at få et resultat med hjem, bliver kampen mod Ringkøbing noget helt andet.
Alligevel mener cheftræneren at holdet står mentalt og fysisk godt. Det vigtigste bliver, at holdet kan holde fast i de basale ting, såsom at løbe med hjem og undgå at tage unødige chancer.
– Når vi spiller en midtugekamp mod et ikke-tophold, skal vi have bygget en base op og holde fejlene nede på et minimum. Kan vi det, er vi svære at slå. Hvis vi kan finde de dyder frem, har vi gode chancer. Vi skal sørge for, at de skal vinde over os – det skal ikke være os, der taber kampen, siger han.
Mette Tranborg nåede desværre ikke at blive helt klar til seneste kamp, og det bliver også en kamp med tiden til denne. Jesper Jensen meddeler også, at Marit Røsberg ”kan komme i spil” til dette opgør.
Team Esbjergs trup til kampen i Bambusa Kvindeligaen mod Ringkøbing Håndbold onsdag den 20. oktober kl. 18.30 i Blue Water Dokken:
Målvogtere: Rikke Poulsen og Dinah Eckerle
Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Beyza Irem Türkoglu
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Henny Reistad, Annette Jensen, Michala Møller, Mette Tranborg og Line Myers.