Flere franske faktorer i spil hvis miraklet skal i hus

13/03 - 2021

Der skal mindre mirakler til, hvis Team Esbjerg skal spille sig videre til kvartfinalen i DELO EHF Champions League. For med minus seks fra første kamp på hjemmebane er Brest Bretagne Handball storfavoritter til at spille sig videre, men større overraskelser er sket i håndbold.

Og det er dem, de danske mestre skal jagte. For de er til stede, mener cheftræner Jesper Jensen. Første opgør mellem de to, som endte med en fransk sejr på 33 – 27, gav Team Esbjerg en lektion i skarphed og udnyttelse af modstanderens fejl. For det var sådan, at Brest fik sejren. En utrolig effektivitet.

– Det er en svær opgave, og der er en lille chance for at overraske, og det skal vi gå efter. Vi har set meget video igennem, og jo mere jeg ser fra seneste kamp, desto mere må jeg erkende, at Brest udnyttede alle vores fejl. Vi spillede en fin kamp, men når vi tog et skridt forkert, lavede de mål. Det var sandsynligvis også deres bedste kamp på denne side af jul. Deres store spillere skulle steppe op, og det gjorde de i søndags, fortæller Jesper Jensen.

Hvis det skal blive til en samlet sejr til Team Esbjerg, så er der mange faktorer, der skal ramme et højt niveau, siger cheftræneren. Målvogterne skal have en god kamp, forsvaret skal lukke af, og effektiviteten skal være høj.

Der er tale om mange parametre, der skal tippe i dansk favør, og det er netop det, som gør opgaven for Team Esbjerg svær. Men i sidste ende kommer det ned til at udnytte alle chancer, når de byder sig.

– Vi skal kigge på, hvad vi havde succes med i første kamp og gøre det. Vi skal huske på, at det er et stærkt mandskab, vi skal møde. Vi skal være uhyre effektive, og så kan der være en mulighed for at gøre en forskel. For kommer vi til at træde forkert, så udnytter Brest det. Så hvis de præsterer på samme høje niveau som i første kamp, så har vi ikke en chance, erkender cheftræneren.

Rejsen går mod Frankrig i dag, og de tager derned for at vinde samlet. Ikke noget med at gøre god figur eller vinde en smal sejr.

– Det er enten eller. Ikke noget med at vi synes, vi har gjort det flot med at vinde med et. Der kan være point til Danmark (til europæiske turneringer, red.), hvis vi får en sejr, men det er ikke vigtigt for os, slår Jesper Jensen fast.

På skadesfronten er intet nyt, godt nyt. Og der er intet at berette om. Derfor er alle spillere klar til at spille chancen om en kvartfinale i DELO EHF Champions League.

Team Esbjergs trup til kampen i DELO EHF Champions League ottendedelsfinale mod Brest Bretagne Handball søndag den 14. marts kl. 14.00 i Arena Brest, Frankrig:

Målvogter: Rikke Poulsen og Rikke Granlund
Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Annette Jensen, Mette Tranborg og Nerea Pena.