Team Esbjerg slutter af med solid sejr - Nu venter Brest og Toft
14/02 - 2021
Sejre avler sejre. Det sagde cheftræner Jesper Jensen, inden opgøret mod SG BBM Bietigheim, der i søndags gæstede Esbjerg i DELO EHF Champions Leagues sidste gruppekamp. I så fald vil der komme flere af slagsen, da tyskerne blev sendt hjem med et nederlag på otte mål, 37 – 29.
Opgøret havde ingen reel betydning for gruppespillet, efter EHF havde givet Team Esbjerg sejren over Krim Mercator. Heller ikke for gæsterne, da de lå isoleret på sidstepladsen. Men det var alligevel værterne, der viste, at de ville det mest.
Det var nemlig kun ved dommeres første fløjt, at tyskerne havde kontakt med Team Esbjerg. Hurtigt blev et forspring skabt, og som kampen skred frem blev det kun større og større.
Offensiven sprudlede i en kamp, hvor der skulle testes ting af, inden slutspillet begynder om ganske få uger, og det fik Jesper Jensen også gjort.
– Jeg er ganske tilfreds med kampen. Intensiteten var ikke høj, for begge hold har en meget tæt program med flere kampe om ugen. Derfor prøvede vi flere ting af mod et hold, som ikke kender os så godt, som dem i den danske liga, sagde Jesper Jensen efter kampen.
Op gennem første halvleg lå værterne med en føring på fire-fem mål, og hver gang den blev lidt større, skrumpede den straks ind igen. Med en sikker føring og intet reelt at spille for, forblev det en kamp uden den store intensitet. Men det er til at leve med.
– Vi har spillet to kampe om ugen siden midten af efteråret, og der har kun været en pause ved EM (i december, red.). Derfor gør det ikke noget, at spillerne lige kan komme ned på 90 procent, så længe de igen er klar til at komme på 100 procent i næste kamp, sagde Jesper Jensen.
Efter pausen blev det kun værre for Bietigheim. Målene væltede ind bag de nådesløse målvogtere, der hele 37 gange måtte hente bolden ud af eget net. Derfor var der ikke nogen tvivl om, hvem der hive sejren hjem. Spørgsmålet lå nærmere i, hvor meget det skulle være.
I næste runde af DELO EHF Champions League venter nu Brest Bretagne Handball fra Frankrig, som blandt andre har den tidligere Team Esbjerg-spiller Sandra Toft på holdet. Der er tale om to svære opgør.
– Brest er et godt hold. Vi skal se, om vi ikke kan fortsætter med at spille godt. Og forhåbentlig er hele denne coronasituation overstået på to uger, så vi kan få fansene ind igen i hallen, sagde Rikke Poulsen med et smil.
I første omgang skal Team Esbjerg først forbi Aarhus United. Den kamp spilles på søndag i Blue Water Dokken.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – SG BBM Bietigheim 37 – 29 (18 – 14)
Målscorere Team Esbjerg: Kristine Breistøl 7, Marit Frafjord 6, Sonja Frey 6, Mette Tranborg 5, Elma Halilcevic 3, Sanna Solberg 3, Nerea Pena 3, Vilde Mortensen Ingstad 3, Kaja Kamp 2.
Topscorere SG BBM Bietigheim: Amelie Berger og Kim Naidzinavicius 6.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 4
SG BBM Bietigheim: 2
0 tilskuere i Blue Water Dokken.