Pletten fra Holstebro skal vaskes af med Ajax
12/01 - 2021
Det mistede point og indsatsen i Holstebro for en lille uge siden sendte Team Esbjergs spillere til eftersyn på det mentale værksted. Værktøjerne har været lange snakke om, hvad der forestår af opgaver i både Bambusa Kvindeligaen og DELO EHF Champions Leaque i de næste måneder, og hvordan de skal løses.
EM-slutrunden i december, hvor syv af truppens spillere deltog med varierende spilletid og succes, har trukket spor ind i det nye år. Den anden halvdel af truppen spillede ikke kampe i langt over en måned.
– Hvor vi normalt er i samme båd, har spillernes rygsække været fyldt op med forskellige ting. Det giver de spillere, der er på toppen, et ekstra ansvar for at præstere, og vi har alle en forpligtelse til at være ekstremt godt forberedte til hver enkelt kamp. Næste kamp har aldrig haft mere relevans end nu, for det handler om at præstere i nuet, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.
Nu er onsdag aften, når Ajax København gæster Blue Water Dokken. Modstanderne indledte året med at spille lige op med Viborg HK i 50 minutter, inden de måtte give sig og tabte med fire mål. Holdet fra Sydhavnen har hentet 11 point, blandt andet med en sejr over Herning-Ikast Håndbold, og ligger lige uden for slutspilspladserne.
– Ajax er et hold med stor alsidighed, og så er det først og fremmest klar til at gå i kamp hver gang. Når et tophold med landsholdsspillere kan matche holdets intensitet, vinder det, men ellers får det problemer. Det er et sejt DNA, at man altid kommer med det, man har, og ser, hvor langt det rækker, siger Jesper Jensen.
Team Esbjerg vandt det omvendte opgør for godt fire måneder siden med 27-23 efter at have været bagud 12-10 ved pausen. Alle ved, at der ikke er råd til at sætte flere point til i den tilspidsede kamp om førstepladsen i grundspillet mod Viborg og Odense Håndbold.
– Vi skal have en fælles forståelse af, hvad der er behov for. Det handler om energi, forberedelse og intensitet. Kampen i Holstebro er brugt til at illustrere alvoren af, hvad vi spiller om i Champions League og den hjemlige liga, og hvor meget det betyder for at opfylde klubbens målsætninger, at vi finder tilbage til at præstere hver gang, siger Jesper Jensen.
Kampen afvikles efter de skærpede restriktioner, hvor det ikke er tilladt at lukke tilskuere ind. Det vil dog være muligt at se kampen via Live Stream på Team Esbjerg hjemmeside www.teamesbjerg.dk eller via Team Esbjergs facebook https://www.facebook.com/TeamEsbjerg
Team Esbjergs trup til kampen i Bambusa Kvindeligaen mod Ajax København onsdag den 13. januar kl. 18.30 i Blue Water Dokken:
Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund
Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Annette Jensen, Mette Tranborg, Nerea Pena og Stella Muir.