Årets sidste kamp gav en sejr, der kan blive guld værd i 2021

29/12 - 2020

Odense Håndbold fyrede en nytårsbombe af, da klubben dagen før årets sidste håndboldkamp i Blue Water Dokken annoncerede tilgangen af København Håndbolds altdominerende spiller, Mia Rej, som erstatning for korsbåndsskadede Helena Elver. Dermed var topopgøret mod Team Esbjerg tilføjet en ekstra uforudsigelig dimension.

Den 30-årige københavner spillede ikke nogen stor rolle i kampen, men tilføjede et intenst og spændende nytårsbrag for tomme tribuner ekstra spænding, da hun med godt et minut igen bød igennem og udlignede til 28-28 med sit første mål. Mette Tranborg havde brændt sit forsøg på næsten at afgøre kampen i angrebet forinden. Men efter en Team Esbjerg-timeout med 27 sekunder igen, samlede hun sig til at score på Althea Reinhardt via stolpen. 29-28, og Odense-cheftræner Ulrik Kirkely for hen og aktiverede timeoutknappen med 15 sekunder tilbage på lystavlen.

Odense klattede imidlertid chancen for at skaffe en udligning, der ville have bragt holdet i en favoritposition til at vinde grundspillet, væk. Team Esbjerg-spillerne kastede sig om halsen på hinanden i en nærkontakt, der uden for håndboldbobler ville være ildeset, efter en 29-28-sejr, hvis betydning ikke kan overvurderes.

-Jeg så slet ikke, om den gik ind. Der skulle bare være mål. Det er fedt, at vi får bearbejdet deres forsvar hele kampen og ender med at vinde. Vi talte inden kampen om, at det handlede om indsats, ikke så meget det taktiske, sagde en lykkelig matchvinder, Mette Tranborg.

På intet tidspunkt var der flere end to måls forskel på Danmarks to førende kvindehold, og det afspejlede et styrkeforhold, hvor tilfældigheder eller små detaljer kunne blive afgørende. Team Esbjerg førte 2-0, hvilket skulle vise sig at blive holdets eneste tomålsføring i kampen.

Odense havde flere spillere at skifte med i bagkæden, hvor Mie Højlund og den hollandske landsholdsspiller, Lois Abbingh, dog var gennemgående figurer, førstnævnte som en evig uro og Abbingh som målscorer. Og så var Nycke Groot i sin sidste halvsæson i tophåndbold naturligvis som altid en faktor. Skal man pege på en forskel mellem de to hold, lykkedes det i første halvleg bedst for det fynskbaserede hold at aktivere fløjene. Freja Cohrt og japanske Ayaka Ikehara scorede hver tre mål uden spildprocent.

Hos Team Esbjerg var Kristine Breistøl velskydende, Sonja Frey som altid i centrum på mere godt end ondt, og Nerea Pena kom ind og scorede fire mål på lige så mange forsøg, tre af dem på sikkert udførte straffekast.

Mette Tranborg antydede med et hurtigt mål til 16-16 efter pausen, at anden halvleg skulle blive hendes, og Sanna Solberg bragte hjemmeholdet foran med et kontramål. Men ikke længe efter havde Odense ikke bare skabt balance, men også bragt sig foran 19-17, og initiativet var atter spillet over på fynske hænder.

Det var kendetegnende for kampen, at Team Esbjerg på intet tidspunkt tabte Odense af syne. Formidabelt kæmpende Vilde Ingstad reducerede, og Sanna Solberg udlignede på et kontraangreb. Kampen vibrerede trods fraværet af levende sjæle ud over inderkredsen på tilskuerpladserne. Odense var flere gange foran med to mål, men især Mette Tranborg bidrog med scoringer, der holdt mestrene inde, blandt andet med tre mål i træk til stillingen 25-25 med 10 minutter igen.

I målet blev Rikke Granlund, der havde afløst Rikke Poulsen i første halvleg, stadig mere afgørende. Hun læste Odense-skytterne og præsterede 11 redninger, en redningsprocent på 41 procent, der levede op til niveauet fra Norges kampe mod Tyskland og Polen under EM.

Få præsterede på topniveauet 41 dage efter den seneste ligakamp, men kollektivet bestod, og da kampen skulle afgøres, havde Mette Tranborg skarpheden og marginalerne med sig mod sine tidligere holdkammerater.

-Ud over to afsindigt vigtige point synes jeg, det vigtigste var det udtryk, vi kom med. Vi stod sammen, vi kæmpede og blev ved med at hænge i, selv om også Odense præsterede fine ting. Det var marginaler og tilfældigheder, der afgjorde kampen, men vi havde den individuelle kvalitet til sidst med Tranborgs scoring i krydset. Spillere havde på skift stærke perioder i kampen, Breistøl, Granlund, Frey og Tranborg, fordi kollektivet tillod det. Til sidst var vi heldige og dygtige at udnytte det, sagde cheftræner Jesper Jensen.

Corona fortsætter med at sætte sit præg på denne sæsons DELO EHF Champions League. For anden gang er udekampen mod RK Krim Mercator berammet til 3. januar udskudt på grund af masseudbrud af coronavirus i slovenernes trup. Første kamp i 2021 er ude mod Holstebro Håndbold 6. januar, hvorefter Vipers Kristiansand tager imod tre dage senere. Så er et spændende nytår skudt i gang.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Odense Håndbold 29-28 (15-16)

Målscorere Team Esbjerg: Mette Tranborg 6, Nerea Pena 5, Kristine Breistøl 4, Vilde Ingstad 4, Marit Røsberg Jacobsen 3, Sonja Frey 2, Marit Malm Frafjord 2, Sanna Solberg-Isaksen 2 og Annette Jensen 1.

Topscorer Odense: Lois Abbingh 7

Udvisninger:

Team Esbjerg: 1

Odense: 1

0 tilskuere i Blue Water Dokken