Fra mødet med verdensstjerner til ukendte Skanderborg
22/09 - 2020
Ugerytmen veksler mellem den danske liga og DELO EHF Champions League i dette efterår, og fra begyndelsen af den kommende uge vil over halvdelen af Team Esbjergs trup også være på landsholdsopgaver.
Onsdag aften kommer et af holdene fra den nederste del af Bambusa Kvindeligaen, Skanderborg Håndbold, til Esbjerg, tre dage efter at Team Esbjerg-spillerne skulle indstille sig på at spille mod Cristina Neagu og de andre verdensstjerner fra CSM Bucuresti.
– Det er en sjov periode med mange udfordringer af forskellig karakter. Vi skal være i stand til at gå op og ned i gear, passe på fysikken, bevare den mentale energi og træne så meget, at vi hele tiden udvikler os, men ikke så meget, at vi mister energien. Vi har set Neagu 1.000 gange på tv og må leve med at kunne blive snydt af en af verdens bedste spillere, og så kommer Skanderborgs talenter, og vi oplever usikkerheden ved at møde spillere, som vi ikke rigtig ved, hvad kan, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.
Han ved dog, at østjydernes spil fortsat er bygget om den 22-årige skytte og topscorer, Sofia Deen, og at Skanderborg har flere klassiske gennembrudsspillere, som det er klogt at have set på video inden mødet i virkeligheden. Holdet har hidtil tabt tre kampe, men vandt det vigtige bundopgør mod oprykkerne fra Vendsyssel.
– Jeg synes vi har været gode til at omstille os til opgaverne, ikke kun til at sætte os op, men også at være forberedt på at møde en ukendt modstander. Havde vi ikke haft video af dem, havde det været et ubehageligt hold at møde, siger Jesper Jensen.
Han fremhæver Skanderborg for at være dygtig til at udvikle talenter. Viborg-profilerne Kristina Jørgensen og Anna Kristensen er to af flere spillere, der har udviklet sig i klubben og er skiftet til større adresser. Også inden denne sæson er udskiftningen i truppen stor.
Næste sceneskift for Team Esbjerg foregår lørdag eftermiddag i den slovenske hovedstad, Ljubljana, hvor RK Krim Mercators unge talenter tager imod i den mægtige Arena Stozice, hvis hvælvinger formentlig vil runge af mangel på tilskuere under coronakrisen. Trods 29-30-nederlaget til CSM Bucuresti søndag drager truppen af sted med selvtillid i bagagen.
– Bortset fra resultatet var det på alle måder en god præstation. Vi fik vist, at vi som et europæisk subtophold, der har mistet to af de spillere, Estavana Polman og Line Jørgensen, som i hver sin ende af banen stod for noget af det bedste i Champions League i seneste sæson, kan spille lige op med Bucuresti. Det er ubetinget den bedste kvindehåndboldkamp, jeg har set i denne sæson, og der var mange mål på højt internationalt niveau. Og så lagde Bucuresti et helt andet fysisk tryk, end vi er vant til. Vi manglede blot 2.500-3.000 tilskuere, for at det havde været fantastisk propaganda for kvindehåndbold, siger Jesper Jensen.
Nu gælder det Skanderborg, som Team Esbjerg møder med alle de spillere, der er til rådighed, inklusive den unge playmaker, Stella Muir, der er tilbage. På grund af coronarestriktioner udbydes der ikke billetter til kampen, der er forbeholdt sponsorer og sæsonkortholdere.
Efter ugens kampe vil Mette Tranborg, Elma Halilcevic, Sonja Frey, Sanna Solberg-Isaksen, Kristine Breistøl, Marit Malm Frafjord og Marit Røsberg Jacobsen være på landsholdsopgaver. Danmark spiller Golden League med tre testkampe mod Norge, Montenegro og Frankrig i tre jyske byer i de første dage af oktober.
Team Esbjergs trup til kampen i Bambusa Kvindeligaen mod Skanderborg Håndbold onsdag den 23. september kl. 18.30 i Blue Water Dokken:
Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund
Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Annette Jensen, Mette Tranborg og Stella Muir.