Neagu og Co. er fortsat over i det europæiske hierarki

19/09 - 2020

Team Esbjergs overbevisende indsats i DELO EHF Champions League frem til coronaudbruddet og den vellykkede indledning på dette års turnering mod SG BBM Bietigheim har ikke fået fødderne til at lette på klubbens cheftræner, Jesper Jensen. Han kender sit holds omtrentlige placering i hierarkiet blandt Europas ypperste hold forud for den første hjemmekamp mod storholdet CSM Bucuresti søndag eftermiddag.

– Jeg er fortsat spændt på at se, hvor vi ligger styrkemæssigt, og kampen mod CSM Bucuresti er et meget godt pejlemærke. Vi er nok ikke et top sekshold, men ligger lige under, og det bliver vigtigt at udnytte chancen for sejr, når de store hold ikke rammer topniveauet. Vi var skuffede, da vi tabte til rumænerne på hjemmebane i fjor, og vores selvforståelse siger, at vi skal vinde over dem søndag. Bucuresti havde mere bredde i truppen i fjor, men har til gengæld en meget stærk startopstilling, siger Jesper Jensen.

Under den europæiske opstigning i efteråret 2019 tabte Team Esbjerg hjemme til Bukarest med 24-22, men overraskede håndboldeuropa ved at vinde med 25-21 ude. Østeuropæerne har inden denne sæson mistet serbiske Andrea Lekic i bagkæden, men har til gengæld fået Barbara Lazovic tilbage fra en sæson i montenegrinske Buducnost. Den største forskel er formentlig, at en af verdens bedste håndboldspillere, Cristina Neagu, er i topform. Hun indledte CL-sæsonen med at score 12 mål mod franske Metz. I fjor var hun ikke med i den første kamp i Esbjerg, men vendte tilbage fra 10 måneders knæskade runden før returopgøret i Bukarest.

Marit Malm Frafjord har indledt sin 12. sæson i Champions League. En af dem var i CSM Bucuresti, som hun kom til i 2017 samtidig med Cristina Neagu.

– Jeg anser Rostov-Don for at være gruppens stærkeste hold, og Bucuresti følger sammen med flere andre hold lige efter. De har helt sikkert ambitioner om at spille med i toppen. Bucuresti har mange gode spillere, heriblandt naturligvis Neagu, som det var sjovt at prøve at spille sammen med i en sæson. Hun var og er superstjernen, som nogle gange kan vise det på banen, men uden for er sød og hyggelig at være sammen med, siger Marit Malm Frafjord.

I modsætning til 32-årige Neagu har Frafjord aldrig vundet Champions League, men har ellers et håndbold-cv, der langt overgår rumænerens. Ligesom Jesper Jensen var hun på dagen skuffet over, at det ikke blev til en sejr over CSM Bucuresti i Esbjerg, hvad de færreste ellers havde forventet på forhånd.

– Vi er kommet godt fra start i denne sæson, selv om vi ikke er så mange spillere. Andre tager ansvar i fraværet af ”Essie” og Line Jørgensen, og det vil komme os til gode, også når de vender tilbage. Kan vi få forsvaret til at fungere og hindre Neagus samspil med stregen, er vi ikke uden muligheder. Og så har de to gode målvogtere, som vi havde problemer med sidst, siger hun.

Når Neagu ikke selv afslutter, spiller hun ofte Crina Pintea på stregen, som Team Esbjerg første gang mødte, da hun spillede sammen med blandt andre Sonja Frey i Paris 92. Hun kan også vælge at spille den spanske fløjspiller i absolut verdensklasse, Carmen Martin.

Champions League-kampen i Blue Water Dokken foregår i regi af det europæiske håndboldforbund, EHF, hvis Covid-19-protokol foreskriver, at der ikke må være tilskuere på de forreste tre rækker. Derudover blev den danske regerings corona-restriktioner for hovedstadsområdet ved et pressemøde fredag eftermiddag udstrakt til at gælde hele landet og yderligere strammet, så der på ny maksimalt må være 500 i det væsentlige siddende personer til indendørs arrangementer, inklusive personer involveret i kampafviklingen. De godt 400 tilskuere, der vil få mulighed for at overvære kampen, bliver kontaktet direkte.

Team Esbjerg har Vilde Ingstad med efter hendes fine comeback mod Horsens HE i den hjemlige liga, hvorimod Stella Muir har fået fri til andre opgaver.  

Team Esbjergs trup til kampen i DELO EHF Champions League, gruppe A, mod CSM Bucuresti søndag den 20. september kl. 14.00 i Blue Water Dokken:

Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund
Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Annette Jensen og Mette Tranborg.