Ungarske stjernefrø klar til nyt stormløb i Erd Arena
28/02 - 2020
Ferencvárosi Torna Clubs unge stjerner lagde respektløst ud og førte 5-0, inden der var spillet seks minutter af det første møde i Blue Water Dokken mellem FTC og Team Esbjerg i hovedrunden af EHF Champions League. En lille måned senere skifter scenen til Erd Arena 20 km sydvest for Budapest, og ungarerne er opsatte på at slutte godt af på hjemmebane i en gruppe, hvor de bortset fra den første sejr over CSM Bucuresti er kommet til kort over for mere erfarne hold fra den europæiske top.
– Kampen i Esbjerg var måske den fedeste kamp, vi har været med til at spille, med den måde FTC kom stormende af sted på. Det var to håndboldhold, der kæmpede løs på speed og individuel kvalitet. FTC er bare et megafedt håndboldhold med så mange unge spillere, der vil komme til at præge europæisk håndbold de næste 10 år, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.
Hans udsagn er ikke høflighedsfraser, for det første opgør viste, at der er substans i ungarerne med de to unge, Katrin Klujber og Noémi Háfra, på backerne omkring den erfarne playmaker, Anikó Kovacsics, to meget talentfulde fløje, en dygtig målvogter og verdensmesteren Danick Snelder på stregen. Det er, når batterierne bliver flade, og de nødvendigvis må skifte ud, de når grænsen for deres formåen. I Esbjerg skete det sent, for FTC førte en helt åben kamp 26-25.
FTC, der efter et smalt hjemmenederlag til Siófok for nylig er nummer tre i den hjemlige liga, spiller for æren og fremtiden, mens Team Esbjerg spiller for at placere sig så højt som muligt blandt gruppens fire kvartfinalister.
– Får vi to point mod FTC, eller CSM Bucuresti taber udekampen til Metz samtidig, er vi i top tre, og vi går efter at komme så langt op ad stigen som muligt. Lidt firkantet kan man sige, at jo højere vi placerer os, jo nemmere bliver det i kvartfinalen, og jo mere realistisk bliver det at drømme om Final4, siger Jesper Jensen.
Det er relevant at tilføje, at der ikke findes nemme kampe eller modstandere i det felt af klassehold, der er nået blandt Europas 12 bedste. Team Esbjerg sætter sig i flyet i Billund Lufthavn ved frokosttid lørdag med en intention om at tage til Ungarn for at vinde, men ved, at det bliver svært.
Fløjen Pernille Johannsen vrikkede om på en fod under den sidste træning inden afrejsen og bliver højst sandsynligt hjemme med tanke på, at der venter tre kampe i den kommende uge, inklusive en kamp i Santander Cup i Kolding. Når holdet er fremme i Budapest lørdag, spiser spillerne let inden træningen i Erd Arena først på aftenen.
Team Esbjergs trup til kampen i hovedrunden i DELO Women’s EHF Champions League, gruppe 1, mod FTC-Rail Cargo Hungaria søndag den 1. marts kl. 15.00 i Erd Arena:
Målmænd: Rikke Poulsen og Rikke Granlund
Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Vilde Ingstad, Marit Malm Frafjord og Clara Monti Danielsson
Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Line Jørgensen, Estavana Polman, Rut Jónsdóttir og Lene Østergaard.