Hvem husker første halvleg, når det hele ender festligt?

18/01 - 2020

Team Esbjerg begynder at ligne sig selv lidt fra perioden med den forrygende serie af sejre i efteråret og den mentale overlegenhed i forhold til mange konkurrenter. Holdet lod sig ikke ryste af at møde et TTH Holstebro-mandskab, der kom med stor gejst og aggressivitet og spillede en fin første halvleg med en pauseføring på 16-14 til følge.

Der var blot spillet godt to et halvt minut efter pausen, før favoritterne førte for første gang, og fra da var der ikke tvivl om udfaldet. 37-27-sejren lod ikke ane, at holdets bundniveau i den defensive del af spillet var lavt før pausen, og at Ditte Vind i TTH-målet var længder bedre end Team Esbjergs to målvogtere i den fase, hvor kampe ikke afgøres. Heldigvis har hjemmepublikummet et højt niveau i både antal og opbakning, og at tælleren rundede 2.000 tilskuere på en vejrmæssigt uvenlig januardag mod et af bundholdene imponerer immervæk.

Det gjorde deres yndlinge som nævnt ikke i første halvleg. Gæsternes Ditte Knudsen og Laura Jensen skabte konstant uro i de passive geledder hos hjemmeholdet, og når bolden slap forbi, var der mål. TTH scorede på stort set alt til stillingen 7-3, og da var der kun lige spillet otte minutter. Det lykkedes at stabilisere forsvaret noget, uden at det blev skarpt, og da indskiftede Rikke Poulsen havde en redning i slutminutterne, blev aktionen uhørt mødt med spredt sarkastisk jubel fra de ellers meget loyale tilhængere.

Team Esbjerg forsømte at udligne, og i stedet kunne Maria Mose Vestergaard kvittere for et varmende bifald under præstationen ved at score til pausestillingen 16-14 på en kontra. Hun viste sig fint frem på sin tidligere hjemmebane og scorede fem mål til sin fremmødte families fryd.

Rikke Poulsen tog revanche efter sygdom og en svag første halvleg, og hun formåede med en redningsprocent på 38 af blæse forbi Vind i TTH-målet. Den fremgang var kendetegnende for holdet. Elma Halilcevic strålede med syv mål på otte forsøg – heraf to på skærende udkast fra Rikke Poulsen – og nøjagtig samme høje scoringskvote havde en meget aktiv Sonja Frey og Marit Malm Frafjord, der bare er penge i banken i begge ender. Hendes mål til 17-16 var holdets første føring, og hun rundede også den forsinkede fest af med målet til 37-27. Da var første halvleg næsten glemt.

Cheftræner Jesper Jensen priste sig lykkelig for, at kampens udvikling ikke var modsat, og at hans hold havde smidt en 10-målsføring væk. Mestrene kunne godt bruge at komme stærkt tilbage oven på tre vaklende halvlege efter nytår.

  -Vi havde chancer til i hvert fald 20 mål i første halvleg, men brændte for meget. Jeg kom bare med en reminder i pausen, for vi havde en forventning om at få fat i defensiven, hvor det sejlede før pausen. I anden halvleg fik vi vist, at vi har et højere niveau end TTH. Kampforløbet testede moralen, og vi gik ikke i panik. I det hele taget var kampen et skridt i den rigtige retning, for jeg synes også i første halvleg, at vi løste det godt med deres aggressive forsvar. Vi kom til chancer nok, sagde Jesper Jensen.

Team Esbjerg møder onsdag aften Aarhus United, der senest ude brillerede ved at slå København Håndbold. Lørdag gælder det Vipers Kristiansand i mellemrunden i EHF Champions League. Den travle tid er indledt.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – TTH Holstebro 37-27 (14-16)

Målscorere Team Esbjerg: Marit Malm Frafjord 7, Elma Halilcevic 7, Sonja Frey 7, Marit Røsberg Jacobsen 3, Clara Monti Danielsson 3, Rut Jónsdóttir 2, Sanna Solberg 2, Line Jørgensen 1, Pernille Johannsen 1 og Lene Østergaard 1.

Topscorere TTH: Trine Knudsen 5 og Maria Mose Vestergaard 5

Udvisninger:

Team Esbjerg: 2

TTH: 6

2.010 tilskuere i Blue Water Dokken