2019 – året der bliver svært at overgå
23/12 - 2019
2019 fremstår som det mest succesrige år i Team Esbjergs historie, og cheftræner Jesper Jensen forventer, at det vil komme til at stå som et højdepunkt langt ud i fremtiden.
– Hvis vi ser på helheden, har vi flyttet os på så mange parametre, at jeg har svært ved at forestille mig, at det bliver overgået. Vi går ikke og bilder os ind, at det er vores faste niveau, siger Jesper Jensen.
Team Esbjerg spillede 58 kampe i 2019 – 51 blev vundet, to endte uafgjort og fem blev tabt – og holdet tabte blot en kamp til en dansk modstander på reelle betingelser, den første kamp i slutspillet på vej mod det danske mesterskab til Viborg HK. Nederlaget i Santander Cup til Herning-Ikast Håndbold i september efter en dommerfadæse fremkalder fortsat bitterhed og vil stå klart i Jesper Jensens erindring i mange år.
– Vi mødte CSM Bucuresti og Rostov-Don i en vanvittig gruppe i Champions League og formåede at vinde over begge i den ene af kampene, vi formåede at skifte Sandra Toft med Rikke Poulsen og Kristina Liscevic med Sonja Frey, Kristine Breistøl fik med succes comeback på det norske landshold, Marit Røsberg Jacobsen spillede sig nærmere en stamplads, og Sanna Solberg rykkede op i hierarkiet. Estavana Polman blev verdensmester med Holland, Line Jørgensen var en af de dygtigste forsvarsspillere på sin plads i Champions League, og Team Esbjerg har nået en position i dansk håndbold, så vi kan tiltrække Mette Tranborg fra Odense Håndbold, siger Jesper Jensen.
Team Esbjerg går ind i 20’erne med et fundament, der næsten ikke kan se stærkere ud. Det blev bestyrket af den opbakning, klubben mødte under de afgørende kampe, og da det danske mesterskab skulle fejres i byen i maj. Publikum og borgere kvitterede for de store oplevelser, de havde haft med håndboldspillerne i et halvår, hvor alt – bortset fra sejren i finalen i EHF Cup – lykkedes.
– Vi føler, at vi repræsenterer en by, siger Jesper Jensen.
Mette Tranborgs ankomst til den nye sæson markerer, at mange attraktive spillere ønsker at komme til Esbjerg, og at Team Esbjerg er en interessant klub for spillere med også internationale ambitioner. Klubben kvalificerede sig til hovedrunden i EHF Champions League og får højst overraskende fire point med over efter sejre over to af turneringens favoritter i den indledende gruppe.
– Champions League har aldrig set mere spændende ud, og vi har som klub mulighed for at gøre noget helt særligt i forhold til vores budget og nå kvartfinalen. Ultimativt kan vi endda drømme om Final4, siger Jesper Jensen.
Selv om det endnu ikke er helt afklaret, forventer Jesper Jensen, at den sejr i grundspillet, Team Esbjerg står til efter maksimumpoint i 13 kampe i efteråret, vil give en plads i næste sæsons Champions League. Derudover vil det give point med over i slutspillet i HTH Ligaen, der også synes sværere end i fjor. Odense har fortsat tårnhøje ambitioner, Herning-Ikast ser stærk ud, og København Håndbold er dieselmotoren med det høje bundtræk, som bare fortsætter uanfægtet af mange udskiftninger i truppen. For ikke at nævne Viborg HK med seks-syv landsholdsspillere i truppen. Det tegner yderst spændende.
På landsholdsplan er Jesper Jensen skuffet over spillets generelle udvikling under VM i Japan. Mens herrehåndbolden dyrker kernekompetencerne rigtig meget i disse år, er det småt med nyheder og risikovilje hos kvinderne. Få hold udfordrede eller pressede sig selv ved for eksempel at skifte forsvarssystem eller spille syv mod seks i angrebet under turneringen.
– Vi forsøger selv at have flere måder at spille håndbold på. Vi har Polman og Breistøl på samme position, og de er meget forskellige spillere, og vi har ekstra overtalssystemer, når noget ikke fungerer. Spillerne har en tro på, at de kan noget, de ikke har trænet 1.000 gange på forhånd. Vi har fået trænet pigernes mentalitet, så den er lidt ligesom drengenes. De tør noget på egen hånd, siger Jesper Jensen.
Der bliver rigeligt brug for en stærk mentalitet med de udfordringer der venter i dansk og europæisk håndbold i 2020 – og for bare tilnærmelsesvis at leve op til det år, der går på hæld. Første træning i juledagene er 28. december, og første alvorlige opgave i 2020 er mødet med Odense Håndbold torsdag den 2. januar kl. 20.00 i Blue Water Dokken. Du kan købe billet til mødet mellem verdensmestrene Estavana Polman og Tess Wester på www.teamesbjerg.dk