Den polske mission skal give mindst et dyrebart point

11/10 - 2019

Team Esbjerg-truppen lander fredag eftermiddag i den østpolske provinsby, Lublin, med en klar mission: at erobre mindst et vitalt point, der kan afgøre det indbyrdes regnskab mellem EHF Champions League gruppe B’s to formodet to svageste hold.

MKS Perla Lublin er Polens dominerende kvindeklub med 21 nationale mesterskaber og sejre i de fire første spillerunder i Ekstraklasa-ligaen. Holdet består langt overvejende af polske spillere tilsat et par kroatiske profiler, blandt andre den dygtige playmaker, Valentina Blazevic, samt et ikke bare dansk islæt, men også lokalt, Esbjerg-pigen Mia Møldrup, der har spillet sin ungdom i Sædding-Guldager og på Team Esbjergs ungdomshold, inden hun i 2008 flyttede fra byen. Hun er holdets eneste venstrehåndede bagspiller, men får næppe nogen stor rolle.

– Det er et fint hold med mange individuelle kvaliteter, men er ellers svært at bedømme, fordi videomaterialet mest er fra klubbens første kamp mod Rostov-Don. Spillestilen er østeuropæisk med et tungt krydsspil, arbejde omkring stregspillerne og et 6-0-forsvar, der ikke bør kunne overraske os. Forhåbentlig kan vi ligesom Rostov-Don, der er et af verdens dygtigste hold på det felt, komme til at løbe nogle kontraer. Og så skal forsvaret stå godt imod, siger cheftræner Jesper Jensen.

Med nederlaget til CSM Bucuresti på hjemmebane forsvandt den største mulighed for at erobre point mod gruppens to favoritter. Derfor betragter Jesper Jensen kampene mod Lublin som særskilte europæiske opgør, hvor det gælder om at være bedst indbyrdes over to kampe. Han anser Rostov-Don for at være den sværeste modstander, og russerne havde intet besvær med at affeje Lublin med 31-21 i sæsonens første CL-kamp.

– Mod Lublin skal vi hurtigt finde ud af, hvordan vi skal spille udekampen. Vi så søndag i Esbjerg, hvordan Bukarest styrede en udekamp ved at trække tempo ud, når der var behov for det. Derudover skal vi lave færre tekniske fejl end i de to seneste kampe, vi har spillet, siger Jesper Jensen.

Elma Halilcevic vred om på en fod i anden halvleg mod Horsens HE, men hendes indsats i Polen skulle ikke være truet. Truppen består af de samme 14 spillere som i de seneste kampe i HTH Ligaen og Champions League.

Team Esbjergs trup til kampen i EHF Champions League, gruppe B, mod MKS Perla Lublin lørdag den 12. oktober kl. 18.00 i Globus Hall i Lublin:

Målmænd: Rikke Granlund og Rikke Poulsen
Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Vilde Ingstad, Marit Malm Frafjord og Clara Monti Danielsson
Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Line Jørgensen, Estavana Polman, Rut Jónsdóttir og Lene Østergaard.