Det var Horsens - næste gang er det Lublin
09/10 - 2019
Det lå i den regntunge luft uden for Blue Water Dokken, at omstillingen fra at spille mod et europæisk topklassehold, CSM Bucuresti, til at møde Horsens HE’s uprøvede oprykkere kunne bliver en vanskelig mental øvelse for Team Esbjerg.
Favoritterne slap ustraffet fra i perioder af kampen tilsyneladende at være et andet sted, nærmere bestemt den polske provinsby, Lublin, hvor Team Esbjerg spiller den første udekamp i EHF Champions League lørdag aften. Den gule fare var ikke mere overhængende, end at holdet kunne spille en 27-21-sejr hjem og dermed fortsat være alene i front i HTH Ligaen med maksimumpoint for syv kampe.
Det så ud til, at Team Esbjerg ret hurtigt ville afgøre kampen, men et forspring på 8-3 blev om end ikke spist, så dog reduceret til 8-6, da Horsens tog en timeout, satte den svenske profil, Melissa Petrén, ind og gik over til at spille syv mod seks for at gennembryde hjemmeholdets forsvar. Det blev straffet et par gange med et tomt mål, men det pressede også Team Esbjerg-forsvaret mere.
Petrén var sammen med den tidligere Team Esbjerg-spiller, Emily Baunsgaard, der har fart, finter og blik for medspillere til at udgøre en trussel, de drivende kræfter hos Horsens.
Hos Team Esbjerg scorede Estavana Polman, når hun gad, og er på vej tilbage i kampform, ligesom Kristine Breistøl for længst har etableret sig som leverandør af mål fra distancen. Flere spillere, blandt andre Sonja Frey, sparede kræfter en del af kampen for at være klar til en større opgave i Polen.
1.702 tilskuere mod en ukendt oprykker tre dage efter Champions League-kampen mod Bukarest var et godt bundniveau, der sagtens kunne hævde sig i forhold til spillernes ditto. Team Esbjerg sløsede så meget i anden halvleg, at Horsens nåede op på blot at være bagud 23-21. Forinden havde gæsterne været ude for chokket over at miste Ricka Gindrup, der fik omsorg af Estavana Polman, da hun grædende sank sammen med en skade i venstre knæ og måtte støttes fra banen.
Cheftræner Jesper Jensen tog sejren med fatning og havde et dominerende punkt, da han i omklædningsrummet gjorde status over for spillerne.
-Fokus var på mængden af tekniske fejl. Vi skal til at være lidt mere efter hinanden, også under træningen, og jeg tror, Ana og jeg bærer et medansvar. Det er gået lidt for godt, og vi bliver i HTH Lligaen ikke straffet for fejlene. Men mod Lublin og mod Viborg er det påkrævet, at vi bringer dem ned. Horsens kom med alt, hvad de har, og de slap absolut fra Esbjerg med ære i behold, sagde Jesper Jensen.
Team Esbjerg indleder tidligt fredag morgen rejsen til Polen, hvor holdet lørdag aften møder MKS Perla Lublin.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – Horsens Håndbold Elite 27-21 (16-11)
Målscorere Team Esbjerg: Estavana Polman 7, Kristine Breistøl 5, Sonja Frey 4, Vilde Ingstad 3, Marit Røsberg Jacobsen 3, Line Jørgensen 2, Sanna Solberg 2 og Rikke Granlund 1.
Topscorer Horsens: Melissa Petrén 6
Udvisninger:
Team Esbjerg: 0
Horsens: 1
1.702 tilskuere i Blue Water Dokken