Team Esbjerg kan overraske mod såret storhold
05/10 - 2019
Meget er sket i den rumænske storklub, CSM Bucuresti, siden holdet for godt tre år siden vandt den største titel, et klubhold kan vinde, EHF Champions League. Inden hver sæson skifter den ambitiøse hovedstadsklub heftigt ud i truppen, hvor verdensstjerner går, og nye verdensstjerner kommer til. For få dage siden forlod den 10. cheftræner på fem år, svenskeren Tomas Ryde, klubben efter uhørte to nederlag i de første fem kampe i den hjemlige liga.
Sidst på eftermiddagen søndag stiller CSM Bucuresti op i Esbjerg med en stålsat ambition om at feje så meget modstand i den indledende gruppe som muligt til side. Over for sig har holdet et dansk mesterhold, Team Esbjerg, der er ude på sin mission: at tage point fra nogle af Europas bedste klubhold for at sikre sig adgang til forårets hovedrunde og forbedre mulighederne for at opnå det nærmest uopnåelige, en kvartfinaleplads i Champions League.
– I det store perspektiv er det et ordentligt bjerg, der skal bestiges. To af top fem-holdene i Europa er i vores gruppe, og i vores halvdel af de 16 hold er der måske seks af top otte-holdene. Dermed være ikke sagt, at det er umuligt. Vores første opgave er at overmatche Lublin fra Polen. De to øvrige hold i vores gruppe, Bukarest og Rostov-Don, betragter nærmest sig selv som selvskrevne til at gå videre, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.
Søndagens indledende brag af en håndboldkamp i Blue Water Dokken er Team Esbjergs første mulighed for at tage point fra en klar favorit. For Jesper Jensen gælder det om at finde point i det indledende gruppespil og overraske indtil flere gange, hvis holdet når hovedrunden.
CSM Bucuresti rummer lige nu en række ubekendte. Flere stjerner er ude, andre er tvivlsomme, og nogle er på vej tilbage, heriblandt den måske største af dem alle, Cristina Neagu.
– Bukarest har nærmest allerede tabt mesterskaber derhjemme, der er rod og kaos, men det er tophold gode til at præstere i. Det er bare en del af præmissen i den håndboldverden, disse spillere er en del af, og sårede dyr er som regel de farligste, siger Jesper Jensen.
Lige meget, hvem der er klar til indsats i Blue Water Dokken, stiller rumænerne med verdensklassespillere på alle pladser. Jesper Jensen fremhæver foruden en stærk bagkæde målvogter Denisa-Stefania Dedu, stregspilleren Crina Pintea og verdens nok bedste fløjspiller i en årrække, spanske Carmen Martin.
– Alligevel er det en af de kampe, jeg på forhånd siger, vi skal vinde. Det kræver, at vi får kontrol over kampen, evner at minimere de dårlige perioder og trykke på i gode perioder. Vi skal være i nuet, udnytte hvis vi som hjemmehold får dommerkendelser med os, og så kommer stor del af arbejdet til at ligge i forsvaret. Vi skal udfordre Bukarest, som man skal med østeuropæiske hold, og jeg er glad for, at vi har Estavana Polman tilbage til at træffe de rigtige valg i kontraspillet, siger Jesper Jensen.
Han var overrasket og skuffet, da Team Esbjerg i foråret mødte ungarske Siófok KC i EHF Cup-finalen og blev mast af modstandernes fysik.
– Det handler enormt meget om mentalt at kunne omstille sig fra den danske liga, hvor der ikke er så meget fysik, til internationale kampe på topniveau, hvor der virkelig bliver uddelt nogle tæsk. Hvis vi bliver kyst, og modstanderne kan mærke det, vinder CSM Bucuresti. Vi har så mange spillere, der har prøvet det før, at det ikke bør ske, siger Jesper Jensen.
Rut Jónsdóttir sad ude med en skadet tommelfinger i ligakampen mod København Håndbold onsdag, men er klar til indsats med en optapning, og bortset fra den nyligt opererede Annette Jensen er alle spillere i truppen klar.
Team Esbjergs trup til kampen i EHF Champions League, gruppe B, mod CSM Bucuresti søndag den 6. oktober kl. 16.50 i Blue Water Dokken:
Målmænd: Rikke Granlund og Rikke Poulsen
Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Vilde Ingstad, Marit Malm Frafjord og Clara Monti Danielsson
Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Line Jørgensen, Estavana Polman, Rut Jónsdóttir og Lene Østergaard.