Sæsonens første titelchance mod svækket NFH-hold
27/08 - 2019
Super Cup varsler, at en ny håndboldsæson er tæt på at blive fløjtet i gang, og tirsdag aften mødes vinderen af Santander Final4 i Esbjerg før nytår, Nykøbing F. Håndbold, og mestrene fra Team Esbjerg på neutral grund i Næstved.
For NFH var den overraskende pokaltitel et tidligt plaster på, at klubben ikke nåede semifinalen i HTH Ligaen. Graviditeter og skader satte sit præg på falstringernes sæson, og de trækker spor ind i den nye sæson.
– Dione Housheer er ved at være tilbage efter en fodskade, men Nykøbing må fortsat undvære Johanna Westberg lidt endnu på grund af barsel. Det er de to førstevalg på backpladserne, og det er naturligvis hårdt. Det er et hold, der vil blive bedre og bedre i løbet af sæsonen, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.
Til skadeslisten kan føjes japanske Ayaka Ikehara, der blev korsbåndsskadet i februar. NFH tabte begge kampe klart til Team Esbjerg i grundspillet i seneste sæson, men før da var det indbyrdes forhold anderledes.
Team Esbjergs intention er at videreføre den beskedne stime mod NFH og vinde Super Cup, som holdet vandt første gang med en sejr over FC Midtjylland i 2015. NFH vandt pokalen i 2017.
– Super Cup er klart den mindste af de titler, vi kan vinde, men vi vil gerne være en klub, der definerer os selv ved at vinde dem. Vi må tage de chancer, vi får. Vi synes, forberedelserne er forløbet fint, og vi begynder at kigge på flere detaljer og får større forståelse af hinandens spil. Fundamentet er stærkt, men der er stadig ting, vi skal blive bedre til, siger Jesper Jensen.
Med 15 dygtige spillere til rådighed kan han og assistenttræner Ana Razdorov ikke gøre alle tilpasse med spilletid i hver kamp. Han har opfordret spillerne til at anlægge et firekampsperspektiv på deres spilletid. Måske bliver han denne gang hjulpet af, at Clara Monti Danielsson, der udgik af pokalkampen mod Randers HK, og Sonja Frey er tvivlsomme, sidstnævnte med problemer med en hoftebøjer. Der bliver ikke taget chancer inden ligapremieren mod stjernespækkede Odense Håndbold lørdag.
Truppen spiser ligesom de øvrige jyske hold på Super Cup-aftenen frokost i Fredericia på vejen mod Næstved. Men appetitten på sæsonens første titel vil være intakt.
Team Esbjergs trup til Super Cup mod Nykøbing F. Håndbold tirsdag den 27. august kl. 20.30 i Arena Næstved:
Målmænd: Rikke Granlund og Rikke Poulsen
Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Vilde Ingstad, Marit Malm Frafjord og Clara Monti Danielsson
Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Sonja Frey, Annette Jensen, Line Jørgensen, Rut Jónsdóttir og Lene Østergaard.