Ny sejr i Ikast bringer Team Esbjerg tæt på europæisk finale

06/04 - 2019

Team Esbjerg gav sig selv et fint udgangspunkt for at nå finalen i EHF Cup, da holdet for anden gang på tre dage formåede at slå Herning-Ikast Håndbold på midtjydernes hjemmebane i Ikast, denne gang med cifrene 23-20.

Kampen vinder ingen skønhedspriser, og særligt hjemmeholdet må have skuffet hovedparten af de knap 1.000 tilskuere med en blodfattig indsats. Heller ikke Team Esbjergs spillere nåede i nærheden af topniveauet, men der var gode præstationer af Line Jørgensen i specielt første halvleg, Sandra Toft over hele kampen og Estavana Polman, da det hele skulle afgøres. Det var også opmuntrende, at Rut Jónsdóttir fik spilletid og bidrog til sejren med to mål.

Cheftræner Jesper Jensen var tilfreds med udgangspunktet inden returkampen i Esbjerg søndag den 14. april, men mente, at der var mere i kampen.

– Jeg havde gerne set, at spillerne ville vise mere power, trykke mere på og tackle mere igennem i nogle situationer. To gram mere af det hele kunne have givet os et endnu bedre udgangspunkt, men generelt er jeg naturligvis tilfreds med at komme herfra med en sejr på tre mål, sagde Jesper Jensen.

Team Esbjerg møder tirsdag aften Aarhus United på udebane i en kamp, der kan sikre en semifinaleplads i den hjemlige turnering. Herning-Ikast møder dagen efter Viborg HK og kan med et nederlag være ude af semifinalestriden. Udfaldene af de to kampe kan få betydning for holdets tilgang til den anden semifinalekamp i EHF Cup næste søndag kl. 13.00 i Blue Water Dokken.

– Vi står på forhånd fint, men det er en kamp, der kommer til at udvikle sig, og tre mål er ikke meget at have at give af over en hel kamp. Hvis vi får en god start, kan vi nærmest lukke kampen på de første 20 minutter, men den kan også udvikle sig anderledes, sagde Jesper Jensen efter sæsonens fjerde sejr over Herning-Ikast.

Kampen i tal:

Herning-Ikast Håndbold – Team Esbjerg 20-23 (10-12)

Målscorere Team Esbjerg: Estavana Polman 8, Line Jørgensen 5, Kristine Breistøl 3, Vilde Ingstad 3, Rut Jónsdóttir 2, Sanna Solberg 1 og Annette Jensen 1.
Herning-Ikast: Helene Fauske 4

Udvisninger:
Team Esbjerg: 3
Herning-Ikast: 5

986 tilskuere i IBF Arena