Marchen mod andenpladsen i ligaen fortsatte i Aarhus

23/02 - 2019

Team Esbjerg holdt med en udesejr på 26-23 over Aarhus United fast i andenpladsen i HTH Ligaen, men hjemmeholdet formåede med en stærk periode i anden halvleg at skabe spænding om resultatet, og favoritterne måtte strenge sig an for at sikre de to vitale point i topkampen.

Aarhus fulgte fra kampens start godt med anført af enmandshæren på højrebacken, Cecilie Lundbye, der scorede holdets fire første mål til stillingen 4-4. Foran med blot et enkelt mål, 9-8, tog Team Esbjerg-cheftræner Jesper Jensen en timeout, og den havde sin virkning. I halvlegens slutning scorede hans mandskab fire mål i træk til 15-9, flere af dem efter Sandra Toft-redninger og kontraløb, og det begyndte at ligne en af de komfortable sejre.

Efter pausen faldt spillet i nogen grad fra hinanden, fejlkvoten steg, og Anne-Sofie Ernstrøm i Aarhus-målet, som havde afløst Ditte Vind i slutningen af første halvleg, havde en stærk periode, hvor hun især havde krammet på Team Esbjerg-fløjen Marit Røsberg Jacobsen.

Jesper Jensen tog en timeout ved stillingen 19-21, men Sofie Flader reducerede yderligere, før topholdet fattede sig. Annette Jensen er kvinden med overblikket i tilspidsede situationer, og hun scorede de to vigtige mål til 24-21 og 25-22, som holdt en om end ikke betryggende afstand, så dog nok til, at sejren ikke var i fare i slutfasen.

Cheftræneren var ikke foruroliget efter den svage periode i anden halvleg, men vedgik, at spillerne så lidt trætte ud efter en pæn dosis fysisk træning i løbet af ugen.

– Vi holdt et forspring på fire mål pænt ind i anden halvleg, hvorefter vi vel brændte seks 100 procentschancer, og så blev det pludselig spændende, hvilket var unødvendigt. Det var en af de kampe, hvor vi havde svært ved at skabe toppe i præstationerne, og alligevel vinder vi på en relativt svær udebane, sagde Jesper Jensen.

Han kunne se, at Estavana Polman atter var en afgørende inspirator og målscorer for Team Esbjerg. Med otte mål konsoliderede hun positionen som ligatopscorer, nu med 142 mål i 22 kampe på ligaens mest scorende hold, og Rikke Granlund kom ind og præsterede fint i målet. I forsvaret tog Marit Malm Frafjord atter lederrollen og bidrog stærkt til at hold hjemmeholdets score nede på acceptable 23 mål.

Team Esbjerg ser nu frem mod endnu en udekamp, mødet med Ajax København tirsdag aften, en fremrykket kamp for at skabe plads til EHF Cup-kvartfinalen mod Kuban Krasnodar i den kommende weekend.

Kampen i tal:

Aarhus United – Team Esbjerg 23-26 (11-16)

Målscorere Team Esbjerg: Estavana Polman 8, Kristina Liscevic 4, Marit Røsberg Jacobsen 3, Vilde Ingstad 3, Annette Jensen 3, Kristine Breistøl 2, Clara Monti Danielsson 1, Marit Malm Frafjord 1 og Sanna Solberg 1.
Topscorer Aarhus: Cecilie Lundbye 7

Udvisninger:
Team Esbjerg: 3
Aarhus: 4

912 tilskuere i Ceres Park