Denne gang stred Riegelhuth og Storhamar forgæves

09/02 - 2019

Team Esbjerg er overbevisende videre fra gruppespillet i EHF Cup. Den nordiske duel om førstepladsen blev vundet over Storhamar, der viste sig stolt frem i Blue Water Dokken, men til sidst måtte bøje sig for en flyvende hollænder og to af deres landsmænd på Team Esbjergs fløje.

25-20-sejren blev skabt efter store udsving undervejs, tydeligst efter pausen, da Team Esbjerg efter Betina Riegelhuths udligning til 11-11 bragte sig foran 13-11 og vandt et undertal med 1-0. Med til historien hører, at Sandra Toft i den fase to gange klarede afslutninger fra Storhamar-stregen Ellen Marie Folkvord i helt fri position.

Da Vilde Ingstad atter kom på banen, blev Riegelhuth udvist, og hjemmeholdet lagde grunden til en føring på 17-11. Seks mål i træk.

Men Storhamar var langt fra slået. Riegelhuth og playmaker Tonje Enkerud sørgede for sikre reduceringer, og Team Esbjergs indtil da succesfulde fløje, Sanna Solberg og Marit Røsberg Jacobsen brændte.

Sporene fra 28-28-kampen i Hamar skræmte, nervøsiteten sneg sig ind, og cheftræner Jesper Jensen tog en timeout ved stillingen 19-16. Den havde tilsyneladende ikke stor effekt, Storhamer reducerede yderligere med det femte mål i træk, og Jesper Jensen nærmede sig den nordiske rekord i hurtige timeouter, da han tog sin sidste mindre end tre minutter efter.

Hvem andre end Estavana Polman tog sagen i egen højrehånd, da behovet var størst. Hun scorede to mål på 40 sekunder til 21-17, og Team Esbjerg var atter på sejrskurs. Betina Riegelhuth, der ligesom kampens anden dominerende spiller scorede otte mål på 15 forsøg, var ikke færdig med at bombe. Trods skygning hele kampen formåede hun ofte at vriste sig fri og bringe sig i skudposition med den velkendte storhammer, men skabe spænding kunne hun ikke med haluret tikkende på de sidste digitale omgange.

Annette Jensen er også god at have, når det hele spidser til, og hun scorede sine to mål til 23-19 og 24-19 og lukkede al spænding ud af opgøret.

Team Esbjerg forvandt før pausen hurtigt Storhamars chokstart med en 3-0-føring, da Marit Røsberg Jacobsen og Estavana Polman med to mål hver bragte holdet foran. De to hold havde fulgtes ad i første halvleg indtil 8-8, hvorpå Team Esbjerg leverede sin første stime til 11-8. Kristine Breistøl forsømte i to omgange at øge yderligere, og stedet fik Storhamar reduceret til pausestillingen 11-10.

– Vi spillede en meget bedre kamp end i Norge med først og fremmest en god defensiv omkring Marit Malm Frafjord og med Sandra Toft bagved. Vi brændte for mange chancer, og hvis vi havde scoret 33 mål, kunne ingen have rynket et bryn. Som helhed er jeg meget tilfreds med indsatsen i gruppespillet med 11 point af 12 mulige. Udfaldene var, at vi tabte et point i Storhamar, og at vi var lige ved at smide et hjemme mod Bietigheim, sagde Jesper Jensen.

Ved kampens slutning kendte han ikke de mulige kvartfinalemodstandere ved tirsdagens lodtrækning. Han hældte mest til det kvalificerede hold af Nykøbing F. Håndbold, rumænske SCM Craiova og spanske Super Amara Bera Bera i gruppe D. Kuban Krasnodar fra Rusland vil af primært geografiske og visummæssige årsager være skrækmodstanderen.


Kampen i tal:

Team Esbjerg – Storhamar Håndball Elite 25-20 (11-10)

Målscorere Team Esbjerg: Estavana Polman 8, Sanna Solberg 4, Marit Røsberg Jacobsen 4, Vilde Ingstad 3, Kristina Liscevic 2, Annette Jensen 2, Marit Malm Frafjord 1 og Clara Monti Danielsson 1.
Topscorer Storhamar: Betina Riegelhuth 8

Udvisninger:
Team Esbjerg: 1
Storhamar: 5

1.523 tilskuere Blue Water Dokken