Pointmæssigt en perfekt indledning på det nye år
02/01 - 2019
Langt fra alt fungerede, selv om Team Esbjerg kom med frisk kamptræning fra Final4, men indsatsen rakte mod et rustent Herning-Ikast-mandskab, der ikke havde spillet håndboldkamp i halvanden måned. Team Esbjerg førte med 26-20, men sjuskede i slutfasen, hvorved sejren blev på 26-23.
Cheftræner Jesper Jensen var afdæmpet i sin bedømmelse af kampen og inddrog, at holdet få dage tidligere oplevede en stor skuffelse ved ikke at kunne udnytte en klar vinderposition i semifinalen i Santander Final4 mod Odense Håndbold til at nå finalen på hjemmebane. Den nedtur var ikke sådan at ryste af sig, og der bliver ikke meget tid til mental oprustning foreløbig.
– Vi har ikke rigtig tid til at træne i den næste tid og må spille med det, vi kan. Det er en periode, vi skal søge at komme igennem, og i dag fandt vi løsninger, der ikke var helt håbløse, sagde Jesper Jensen.
Team Esbjerg står over for et yderst kompakt kampprogram i årets første måned, hvor der veksles mellem HTH Ligaen og EHF Cup.
– Derfor er det ekstremt vigtigt at tage de point, vi kan få lige nu, sagde Sanna Solberg til TV 2 Sport.
Hun var en meget variabel spids i et 5-1-forsvar, der skulle forstyrre Herning-Ikast-skytterne Tonje Løseth og Louise Burgaard, og det lykkedes pænt i dele af kampen. Marit Malm Frafjord fik yderligere minutter i benene i det centrale forsvar.
Herning-Ikast kom bedst fra start og førte 5-2, inden Team Esbjerg med fire mål i træk tog føringen. Hjemmeholdet blev ramt af to udvisninger inden for 12 sekunder, og det gav grobund for at udbygge føringen. Herefter skiftede holdene til at score fire mål i træk i en urytmisk affære, hvor spillet ikke nåede de store højder. Estavana Polman havde mulighed for at bringe sit hold foran 13-11 i sekunderne inden pausen, men ramte ved siden af et tomt mål.
Midtjyderne blev ramt af endnu en udvisning kort efter pausen, og den udnyttede Team Esbjerg til at bringe sig foran 14-11. Dermed kom Herning-Ikast til at halse efter, og det meste af halvlegen førte de hvidblusede gæster med tre-fire mål. Modstandernes syv mod seksspil blev en begrænset succes.
Kristina Liscevic var ikke skræmt af, at Sabine Englert i Herning-Ikast-målet har en fin straffestatistik. Hun havde rigeligt med skudvarianter til at score på syv straffekast, heraf to på Jessica Ryde.
Med sejren bejler Team Esbjerg sammen med Nykøbing F. Håndbold og København Håndbold til andenpladsen i HTH Ligaen, hvor der er topopgør mellem København og førerholdet Odense torsdag aften.
Team Esbjerg ser nu frem mod søndagens første kamp i gruppespillet i EHF Cup mod rumænske Cisnadie. Kampen spiller kl. 12.30 i Blue Water Dokken, og du kan købe billet på www.teamesbjerg.dk.
Kampen i tal:
Herning-Ikast Håndbold – Team Esbjerg 23-26 (11-12)
Målscorere Team Esbjerg: Kristina Liscevic 8, Sanna Solberg 4, Estavana Polman 4, Marit Røsberg Jacobsen 4, Kristine Breistøl 2, Vilde Ingstad 2, Clara Monti Danielsson 1 og Line Jørgensen 1.
Topscorere Herning-Ikast: Tonje Løseth 7 og Louise Burgaard 6
Udvisninger:
Herning-Ikast: 6
Team Esbjerg: 2
1.682 tilskuere i IBF Arena