Fight i Paris skal bære Team Esbjerg videre i EHF Cup
17/11 - 2018
Når Team Esbjerg lander i Paris hen på eftermiddagen lørdag, er det ikke med masser af selvtillid i bagagen forud for returkampen i den afgørende kvalifikationsrunde forud for gruppespillet i EHF Cup mod Paris 92. Den miserable indsats i årets sidste ligakamp, hjemmekampen mod København Håndbold, er i frisk erindring.
Annette Jensen var med til at vinde finalen i EHF Cup med Team Tvis Holstebro over russiske Rostov Don i 2015. Forinden havde holdet slået søndagens modstander under andet navn, Issy Paris, i semifinalen. Dog efter et nederlag på fire mål i morgendagens arena på venstre Seine-bred. Issy-les-Moulineaux-bydelen ligger i det sydvestlige Paris.
– Alle på holdet ved, hvor vigtigt det er at komme videre. Vi ved, at det bliver rigtig svært, men når det er en knald eller fald-kamp, skal det nok få os op på tæerne. Vi ved, at vi skal være meget fokuserede, og at vi skal levere en god indsats. Vi har snakket om, at vi skal åbne munden noget mere under kampe og stille større krav til hinanden, siger Annette Jensen.
Hun vurderer, at hvis Team Esbjerg formår at få styr på playmakeren Sonja Freys samspil med stregspilleren Crina Pintea, vil mulighederne for at forsvare etmålsforspringet fra Esbjerg være fine.
Cheftræner Jesper Jensen har som spiller i Skjern Håndbold og siden toptræner prøvet det meste, og han ved, at alle hold løber ind i dårlige perioder som den, Team Esbjerg gennemlever i disse uger.
– Den selvtillid, man som hold stille og roligt bygger op, er skrøbelig. Det gælder om som hold hurtigst muligt at komme ud af sådan en periode. Selv på toppen ville det være en svær opgave i Paris. Vi skal ned og hænge i og slås, få det maksimale ud af enhver situation og være nede på knæene i kontraer, hvis det er nødvendigt. Det, vi ikke har i spillemæssig timing for tiden, må vi have i indsats, siger Jesper Jensen.
Paris 92 stillede op i en decimeret, skadesplaget udgave i Esbjerg for en uge siden, og det kan være, at truppen er suppleret med et par spillere til returkampen. Men det er de samme spillere, der skal afgøre kampen til deres fordel, og derfor kan de næppe overraske.
– Vi spillede overordnet en fin kamp mod dem i Esbjerg, men var ikke konsekvente nok i slutfasen til at komme af sted med et forspring på fire eller seks mål. Jeg er imponeret af, at Paris hele tiden var i stand til at finde løsninger, siger Jesper Jensen.
Team Esbjergs trup er uændret i forhold til den første kamp mod Paris 92.
Team Esbjergs trup til 3. kvalifikationsrunde i EHF Cup, anden kamp, mod Paris 92 søndag den 18. november kl. 17.00 i Palais de Sports Robert Devantier:
Målmænd: Sandra Toft og Rikke Granlund
Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Emma Nielsen
Streg: Vilde Ingstad og Clara Monti Danielsson
Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Kristina Liscevic, Annette Jensen og Line Jørgensen.