Høj klasse og storsejr i topopgøret i Nykøbing
17/10 - 2018
Team Esbjerg stormer videre mod en topplacering i HTH Ligaens grundspil. Meget lykkedes i udekampen mod ligaens indtil i aftes ubesejrede toer, Nykøbing F, der blev udsat for en ydmygelse ved at tabe tocifret på hjemmebane, 21-31.
Estavana Polman førte fra kampens begyndelse an og scorede Team Esbjergs to første mål, og fløjen Marit Røsberg Jacobsen var atter i målhumør. Alene Polman scorede syv mål i en første halvleg, hvor gæsterne i det 12. minut fik skabt to måls luft til NFH. Føringen blev i løbet af halvlegen udbygget, og et varsel om, hvilken vej det ville bære, kom, da Team Esbjerg i undertal vandt 2-0 og kom foran 15-10, men Kristine Breistøl var udvist. Femmålsforspringet holdt til pausen.
I modsætning til Nykøbing, der uden synderligt held skiftede mellem de to målvogtere, Cecilie Greve og Sakura Hauge, holdt Team Esbjergs trænerteam fast i Sandra Toft i hele kampen, og især efter pausen blev kontinuiteten belønnet. Nykøbing reducerede ganske vist til 15-18, men nærmere kom holdet ikke, blandt andre takket være en vis Toft i målet og stor effektivitet af tre nøglespillere, Estavana Polman, otte mål på 10 forsøg, Marit Røsberg Jacobsen, otte mål på ni forsøg, og Vilde Ingstad, syv mål på otte forsøg. Læg dertil, at Kristina Liscevic ud over at udnytte tre af sine fire scoringsforsøg havde fire assists, det samme som Polman, der på ny var tilbage i en glansrolle før pausen.
To øvrige profiler var i statistikken mindre fremtrædende: Sanna Solberg fik ikke meget at arbejde med på venstre fløj, og Line Jørgensen udførte en jætteindsats i forsvaret, men kom ikke på scoringslisten.
Nykøbing-cheftræner Jacob Larsen tog to timeout med godt fire minutters mellemrum i anden halvleg, men uden synlig effekt. Fraværet af Kristina Kristiansen som playmaker og indpisker var mærkbart, og ligatopscorer Johanna Westberg føler med blot to scoringer flere rivalers ånde i nakken, blandt andre Team Esbjerg-topscorer Vilde Ingstad, fra hvem målene flyder som det rene vand fra en norsk elv.
Den anden timeout blev taget ved stillingen 18-26 mindre end ni minutter før tid, og da var slaget for længst tabt. Men afstraffelsen fortsatte med fire Team Esbjerg-mål i træk til 30-18, inden hjemmeholdet fattede sig og hindrede værre.
– Vi var på forhånd lidt nervøse for, om holdet kunne holde fokus i 60 minutter mod et tophold, efter vi hidtil har mødt lavererangerende hold, men det gjorde spillerne fuldstændig til skamme. Jeg synes, vi var dygtige til at udnytte hinandens mange forskellige individuelle kvaliteter i dag. Vi kan eksempelvis spille et andet spil, når Kristine Breistøl er inde, fordi modstanderne kender hendes kvaliteter som afslutter, sagde en ovenud tilfreds cheftræner Jesper Jensen efter storsejren.
Med de to point erobrede Team Esbjerg andenpladsen i HTH Ligaen og ligger lunt i baghjulet på Odense Håndbold. De to tophold mødes i Odense 31. oktober.
– Vi fik mod NFH vist, at de andre skal være gode for at slå os, når vi er gode. Det handler om, at vi spiller godt i så stor en del af kampene som muligt, sagde Jesper Jensen.
I den kommende uge har Team Esbjerg hjemmekampe mod Aarhus United onsdag og Ajax København fredag. Du kan købe billetter til kampene på www.teamesbjerg.dk.
Kampen i tal:
Nykøbing F Håndboldklub – Team Esbjerg 21-31 (13-18)
Målscorere Team Esbjerg: Estavana Polman 8, Marit Røsberg Jacobsen 8, Vilde Ingstad 7, Kristina Liscevic 3, Kristine Breistøl 2, Sanna Solberg 1, Annette Jensen 1 og Emma Nielsen 1.
Topscorer Nykøbing: Angelica Wallén 4
Udvisninger:
Team Esbjerg: 4
Nykøbing: 1