Viborg-comeback sender bronzedrama i tredje akt i Esbjerg
22/05 - 2018
Viborg HK måtte kæmpe hårdt for at udligne pointene i kampen om bronzemedaljer og havde langt fra den ubesværede vej til sejren som Team Esbjerg fire dage forinden. Men facit er, at de grønblusede efter en 28-26-sejr i Vibocold Arena tiltvang sig en ekstra chance for at vinde endnu et sæt medaljer til Danmarks største samling lørdag aften i Blue Water Dokken.
Team Esbjerg fandt ellers hurtigt noget, der nærmede sig den gode forsvarsrytme fra den første bronzekamp, og Sandra Toft var målt på redninger Rikke Poulsen i Viborg-målet overlegen. Der blev dækket 6-0, og når Sandra Toft havde reddet, eller bolden blev erobret på Viborg-fejl, blev flere vellykkede kontraangreb sat op.
Kristina Liscevic blev denne gang mandsopdækket fra kampens start, Sanna Solberg blev trukket lidt tilbage fra fløjen, så hun kunne deltage i spillet, og det udnyttede hun perfekt. Team Esbjerg trak fra til 9-6 og 12-8, og Viborg-cheftræner Allan Heine måtte tage sin anden timeout for at stramme op i begge ender af banen.
Efter at have sluppet mandsopdækningen i nogle minutter blev den genoptaget og med en vis succes. Line Haugsted scorede fine mål fra distancen, men Kristina Liscevic med et intelligent straffekastmål og Sanna Solberg i undertal efter en strafbar udskiftningsfejl sørgede for at holde tre måls afstand til pausen. I halvlegens sidste minut blev endnu en taktisk variant med Anne Brinch-Nielsen som venstre back i syv mod seksspil afprøvet.
Anden halvleg begyndte lovende mod et Viborg-hold tilbage i 6-0-forsvar. Lara González hamrede bolden ind på et hopskud, og i den anden ende reddede Sandra Toft en Line Uno-kontra. Men det var på det nærmeste sidste gang, Esbjerg-defensiven havde styr på den hurtige, gennembrudsstærke playmaker, der løftede det fine spil fra første halvleg yderligere og om nogen var kvinden bag Viborgs comeback. Uno udlignede på et gennembrud til 18-18 efter 41 minutters spil, og hun bragte også hjemmeholdet foran for første gang siden kampens start tre minutter senere. Samtidig præsterede Rikke Poulsen væsentligt bedre i målet end før pausen.
Team Esbjerg spillede syv mod seks i perioder af anden halvleg med blandt andre Elma Halilcevic på venstre back, og den 17-årige tiltvang sig to straffekast. Men generelt lavede holdet for mange fejl, afbrændere – og til sidst et brændt straffekast – til, at Sandra Toft kunne kompensere for det med redninger i den anden ende. Kristina Liscevic var blandt synderne, men bragte også håb med sit hopskudsmål til 24-23, og Sofie Blichert-Toft brød igennem til udligning. Viborg tog føringen på ny, og Vilde Ingstad blev udvist. Det var begyndelsen til en afslutning, der ikke kunne ende lykkeligt og behængt med bronzemedaljer for Team Esbjerg.
– Vi dækker for dårligt op, 28 mål er for mange at få imod os. Vi er lidt trætte og laver fejl, men det er vores egen skyld, for vi kan bare spille klogere, sagde stregspilleren Mette Gravholt, en af flere spillere, der ikke fandt niveauet fra den første bronzekamp.
Du kan købe billet til den afgørende kamp lørdag kl. 18.30 i Blue Water Dokken på www.teamesbjerg.dk fra onsdag kl. 11.09.
Kampen i tal:
Viborg HK – Team Esbjerg 28-26 (12-15)
Målscorere Team Esbjerg: Kristina Liscevic 10, Sanna Solberg 6, Lara González 3, Mette Gravholt 2, Anne Brinch-Nielsen 2, Vilde Ingstad 1, Maibritt Kviesgaard 1 og Sofie Blichert-Toft 1.
Topscorer Viborg: Line Uno 10
Udvisninger:
Viborg: 2
Team Esbjerg: 4
1.357 tilskuere i Vibocold Arena 1