Byens piger hædret for fjerde gang

03/02 - 2023

For fjerde gang på syv år modtog Team Esbjerg fredag aften Esbjerg Kommunes Idrætspris, der belønner den bedste idrætspræstation i det foregående år, i dette tilfælde 2022. Det foregik ved Idrætsfesten 2023 i Musikhuset Esbjerg, hvor borgmester Jesper Frost Rasmussen overrakte prisen.

Borgmesteren udgør sammen med en repræsentant for Esbjerg Idrætsråd og en repræsentant for byens medier bedømmelsesudvalget, og begrundelsen for valget af Team Esbjerg var følgende:

”Holdet spillede fantastisk i 2022. Det helt store højdepunkt var kvalifikationen til Final4 i Champions League i Budapest. Det var første gang i klubbens historie, at Team Esbjerg spillede sig helt op i den europæiske top.

Det var i øvrigt første gang siden 2014, at Danmark igen havde et hold med til kvindernes Final4.

I Champions League vandt Team Esbjerg gruppespillet i suveræn stil. Holdet led kun et enkelt nederlag i 14 kampe, og efterfølgende blev CSM Bucuresti, der tidligere har vundet Champions League, besejret i to nervepirrende kvartfinalekampe, og så var billetten til Final4 en realitet.

Team Esbjerg vandt også DM-sølv efter en meget spændende tredje og altafgørende finale mod Odense Håndbold, der havde marginalerne til allersidst. Klubben vandt også den hjemlige pokalturnering efter en suveræn finalesejr på hele 11 mål over Odense Håndbold i en fyldt Blue Water Dokken. Det var noget af en fest tilbage i februar 2022.

Også Super Cuppen blev vundet. Igen var Odense modstanderen. Team Esbjerg vandt igen med 11 mål i Gigantium i Aalborg.” 

Fortsatte forbedringer

Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen, har betegnet 2022 som det hidtidige højdepunkt i klubbens udvikling, der foruden de nævnte meritter blandt andet har budt på tre danske mesterskaber og et generelt gennembrud på den europæiske håndboldscene.

– 2022 var et ekstraordinært flot år. Vi vinder ikke idrætsprisen igen ved at gøre det samme, men ved at blive ved med at udvide vores forretning, vores interessentkreds med fans og sponsorer og ved at tiltrække spillere som Mette Tranborg, Henny Reistad, Nora Mørk, Kathrine Heindahl og Rikke Iversen. Det må være den progression, som blandt andre fine idrætspræstationer i kommunen gør os så interessante, at vi for fjerde gang modtager idrætsprisen. Jeg er stolt af, hvad vores virksomhed har bedrevet, siger Jesper Jensen.

Opbakning mærkes overalt

Spillerne mærker både under kampe med landets højeste tilskuergennemsnit og i dagligdagen, at de er byens piger.

– Det er bare så fedt med den store opbakning, som vi ikke kun mærker i hallen, men også når vi bevæger os rundt i byen. Vi får også at vide, hvis vi har spillet skidt. Det hører med til pakken og er udtryk for det engagement, der er i kvindehåndbold i Esbjerg. Udehold synes, der er en fed stemning i Blue Water Dokken, men de synes også, det er et svært sted at spille. Opbakningen forpligter os til at levere et godt produkt og vise, hvad håndbold kan, siger Mette Tranborg.

Som modtager af Esbjerg Kommunes Idrætspris i årene 2015, 2019, 2020 og 2022 spiller Team Esbjerg sig op i hierarkiet blandt byens førende idrætsklubber, der også tæller blandt andre Esbjerg fB og Esbjerg IK/Energy. Ud over klubberne er modtagerne siden 1949 kendte individuelle idrætsfolk inden for især fodbold, ishockey, atletik, svømning, cykling, gymnastik, taekwondo og speedway. I 2005 modtog Lotte Haandbæk, Team Esbjerg, idrætsprisen.