Team Esbjerg tæt på at smide stor føring

14/11 - 2021

En pause kan komme hold til gode, men de kan også være med til at stoppe den gode rytme. Sidstnævnte gjorde sig gældende for Team Esbjerg, da de i eftermiddags vandt over BV Borussia 09 Dortmund med 32-29. Resultatet var ikke med til at fortælle den sande historie om et opgør i DELO EHF Champions League, hvor danskerne kunne have vundet meget mere komfortabel.

Indledningsvis var der problemer. Tyskerne spillede i et højt tempo, og Team Esbjerg havde ikke helt farten til at følge med. Derfor blev målene også mange i kampens begyndelse. Heldigvis forcerede forsvaret mange fejl hos Dortmund, og det førte til flere kontramål.

De to hold fulgtes ad et godt stykke hen ad opgøret, men i slutningen af første halvleg viste Team Esbjerg kvaliteten. Fejlen hos tyskerne blev mange, og kynismen var i top i den anden ende. Derfor gik de også til pause med en solid føring på hele seks mål, 20-14.

– Vi var meget tilfredse i pausen. Vi havde fået skabt en hård kampe, og vi vidste, at vi nok ville have flere ressourcer end dem. Vi var lidt kede af, at vi gav dem mange kontraer i starten, men vi følte, at vi havde godt styr på det, da vi var foran med seks, sagde Jesper Jensen.

Kampe afgøres ikke på én halvleg, og det var dette opgør en tydelig påmindelse om. Efter pause gik det nemlig galt for Team Esbjerg. Helt galt. Syv mål i træk for Dortmund, som nu – ud af det blå – førte. Der skulle gå ni og et halvt minut før første danske mål kom i kassen i anden halvleg.

– Vi spillede for meget sidelæns, og det var med til at sætte dem i gang. Vi var ikke bevidst om, hvordan vi skulle spille dem. Jeg havde mange overvejelser i mens. Vi ændrede det flere gange, og det var også derfor, jeg holdt på min timeout, for vi skulle se, om vores ændringer virkede, sagde cheftræneren, der tilføjede, at de ikke ville risikere noget med Henny Reistad, efter hun fik pause lige før de første 30 minutter var færdigspillet. Han forventer, at hun vil være klar til næste opgør.

Chokket var stort, men det blev bearbejdet køligt. For selvom man gik fra noget, der lignede en sikker sejr til at skulle kæmpe om at få point, så var der ingen panik at spore hos holdet. Langsomt arbejdede de sig ind i kampen igen anført af Kristine Breistøl, der sluttede med otte mål. Det tyske forsvar havde problemer med at stoppe skytten fra at komme til gode skud, og når de lykkedes med det, havde hun overblikket til at spille chancen større.

Med et kvarter igen var det stadig meget lige, men det var Team Esbjerg, som skabte kampen. Fra 23-23 vandt danskerne en periode med 5-1. Denne føring var med til at give lidt ro, men Dortmund var ikke færdig. Med fem minutter igen får de chancen for at score deres tredje mål i træk og gør det til 30-28, men en vital redning fra Dinah Eckerle lukkede muligheden for comebacket. Og herefter kørte holdet sejren hjem.

Sejren betyder, at Team Esbjerg beholder andenpladsen i gruppen med FTC over sig, og Rostov-Don under. Næste kamp er i Bambusa Kvindeligaen, hvor holdet skal til Falster for at møde Nykøbing F. Håndbold.

Kampen i tal:

BV Borussia 09 Dortmund – Team Esbjerg 29-32 (14-20)

Målscorere Team Esbjerg: Kristine Breistøl 8, Vilde Mortensen Ingstad 8, Marit Røsberg Jacobsen 4, Annette Jensen 3, Michala Møller 2, Marit Malm Frafjord 2, Sanna Solberg 2, Henny Reistad 2, Kaja Kamp 1.

Topscorer BV Borussia 09 Dortmund: Alina Grijseels 8.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 4

BV Borussia 09 Dortmund: 3

I Helmut Körnig Halle, Dortmund.