Referat: Da Team Esbjerg fandt på plads, efterlod de Horsens i støvet
07/10 - 2026
Som en dieselmotor skulle Team Esbjerg lige i om omdrejninger, før de for alvor skabte et hul ned til Horsens Håndbold Elite i ligakampen i Bambuni Kvindeligaen. Forsvaret var årsagen til, at veteranerne havde noget at juble over i klubbens første Veteran Match, hvis de holdt med hjemmeholdet.
Men de skulle vente lidt på det. Første halvleg blev lidt rodet rent resultatmæssigt. Team Esbjerg begyndte også med at atypiske startopstilling, og det var for at fordele ressourcerne mere inden kampen i weekenden mod CSM Bucuresti.
Det lykkedes stadig at have teten i opgøret, men Horsens bed sig fast som en igle. På intet tidspunkt fik hjemmeholdet skabt en føring, som kunne knække opgøret, og det blev ikke bedre, da Nora Mørk faldt til gulvet i smerter.
Bagspilleren stødte sammen med en af dommerne, og hun havde tydeligvis ondt. De første bulletiner går på, at hun vred rundt på foden, og at hun bliver tjekket.
– Det ramte os lidt, og vi var også lidt shaky efter det skete. Spillerne vidste heller ikke, hvad der var sket, så det var lidt årsagen, sagde cheftræner Tomas Axnér.
Han måtte også klø sig mere i håret, da Henriette Eggen faldt sammen kort tid efter, men nordmanden kom på benene igen og var med i anden halvleg.
Det var også først efter pausen, at Team Esbjerg viste Horsens, hvor skabet skulle stå. Gæsterne stod for halvlegens to første scoringer, men herefter stod der rødt på det hele.
De næste fem kom fra en esbjergensisk hånd, og selvom udeholdet igen kom på måltavlen, kørte scoringsfrekvensen i samme tempo for hjemmeholdet. Føringen blev katapulteret i den periode fra 17-16 til 31-19, og så var den kamp lukket.
Anna Steffensen kom ind i de sidste 10 minutter, og målvogteren leverede to gode redninger, hjulpet godt på vej af et forsvar, der gav hende gode betingelser. I alt lukkede holdet kun ni mål ind i de sidste 30 minutter, og det må siges at være godkendt.
Tomas Axnér var også ganske fornøjet over holdets præstation i anden halvleg.
– Vi fik 15 gode minutter forsvarsmæssigt i anden halvleg, hvor vi også fik gang i Katharina Filter, og så lukkede vi kampen derefter, hvor vi fik seks mål i træk. Dette kunne også været sket i første halvleg, men Horsens var også gode til at komme med forskellige formationer og skifte til syv mod seks-spillet, så vi aldrig fik en rytme i forsvaret. Vi havde heller ikke så mange spillere med i dag, så vi prøvede også at fordele minutter godt rundt, hvilket var en del af vores plan for kampen, sagde cheftræneren, der naturligvis var tilfreds med en 13-målssejr.
– I det store og hele var jeg tilfreds med resultatet, men jeg ved også, at vi kan gøre det med bedre. Men når der ligger en vigtig kamp i weekenden, og man er i gang i en kamp, som man bør vinde, så kan det sætte sig, men vi lykkedes med at bevare roen, afsluttede Tomas Axnér.
Og den føromtalte kamp er mod CSM Bucuresti. Bødlerne fra i fjor. Rumænerne er gæster i weekenden i en topkamp i EHF Champions League. Opgøret går i gang søndag klokken 16.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – Horsens Håndbold Elite 37-23 (17-14)
Målscorere Team Esbjerg: Helene Kindberg 10, Henny Reistad 6, Olivia Löfqvist 5, Live Rushfeldt Deila 3, Henriette Eggen 3, Marit Røsberg 3, Mia Emmenegger 3, Sanna Solberg 2, Katharina Filter 2.
Redninger Team Esbjerg: Katharina Filter 11, Anna Steffensen 2
Topscorer Horsens Håndbold Elite: Louise Søndergaard 8 (2).
Udvisninger:
Team Esbjerg: 2
Horsens Håndbold Elite: 1
1923 tilskuere i Blue Water Dokken.