24/10 - 2026

Inden hver sæson udgives Team Esbjerg Magazine, som er fyldt med historier om klubben, spillerne og de mange frivillige. Som noget nyt vil vi nu udgive historierne på hjemmesiden, hvor de vil blive drysset hen over sæsonen.

Mange husker deres første gang. Den første bil, den første kæreste, det første mesterskab. I Team Esbjerg husker man også den første gang det danske mesterskab kom i hus, og mange husker især dramaet i Blue Water Dokken den dag i maj for ti år siden.

Bolden runger i hallen, hver gang den rammer gulvet. Over 3000 tilskuere holder vejret, da Estavana Polman driblende træder frem. Hun er den sidste skytte, og hun bevæger sig hen mod syvmeterstregen. Selvfølgelig er det hende, som står med det tunge ansvar.

Hvis hun scorer, får Team Esbjerg endelig den guldmedalje, som de missede i sæsonen forinden. Et forløsende mesterskab, der vil være klubbens første nogensinde.

Den nederlandske bagspiller træder frem og tager en dyb indånding. Forventningsfulde, med en knivspids frygt, klapper tilskuerne de dårlige tanker væk. Dommerens fløjte giver ekko i hallen.

Ét sekund efter sprænger Blue Water Dokken. Essie står for presset. Hun sender bolden sikkert op i det venstre hjørne, og Team Esbjerg er danske mestre.

Dramaet, der udspillede sig en dag i maj for ti år siden, viste sig at være skælsættende for klubben. Det blev den første titel ud af indtil videre seks, og derfor var der tale om startskuddet på Team Esbjerg som en magtfaktor i dansk håndbold.

To af deltagerne var Rikke Zachariassen og Maria Mose Vestergaard. Man kan næsten sige, at begge har været med hele vejen. Fra den spæde begyndelse til titler og pokaler. Rikke begyndte i klubben ti år inden det første mesterskab, da hun flyttede til byen for at studere, og Maria er født og opvokset i byen.

– Da jeg kom, vekslede klubben lidt mellem 1. division og ligaen, men vi blev i ligaen i mit første år. Og det var en sjov rejse fra at, vi var i bunden og skulle sikre overlevelse til at vi kunne komme med i slutspillet og spille i finaler, siger Rikke.

Den første finale kom i 2011, hvor klubben mødte Viborg HK i pokalturneringen. Her blev det til et nederlag, men det var begyndelsen på noget stort.

Duften af guld, smagen af sølv

Næste mulighed for trofæ kom i 2015, hvor holdet spillede sig i finalen i Kvindeligaen. Her mødte de FC Midtjylland, der nu går under navnet Ikast Håndbold. Det blev til et nederlag, men klubben rakte ud efter noget stort.

– Min første sæson i klubben var, da vi vandt sølv, så jeg kom ind i den her kultur, hvor vi bare skulle vinde. Andet var ikke godt nok. Det var en fed kultur at være i. Mentaliteten var også, at vi skulle vinde for enhver pris, siger Maria, der kom op som ungdomsspiller.

Derfor gjorde det også ondt tabe guldet til FC Midtjylland. Smerten var hvert fald stor hos Rikke, der husker, at dette ikke skulle ske igen.

– Jeg husker cykelturen ind til hallen, hvor jeg havde så mange nerver i kroppen. Byen var jo på den anden ende, for nu kunne man endelig vinde. Men jeg husker den følelse, jeg havde i kroppen, da vi tabte, og den var forfærdelig. Jeg tænkte, at næste år tager vi det guld, siger Rikke.

I opstarten til sæsonen efter var der også klar tale fra truppen: nu skulle de stå øverst på det podium.

Sæsonen forløb også som planlagt. Team Esbjerg vinder grundspillet og kommer i semifinalen, hvor de mødte Holstebro, som dengang var en af favoritterne til at komme i finalen.

Med spillere som Jamina Roberts, Silje Solberg, Linn Blohm, Camilla Herrem, Lærke Nolsøe og Nathalie Hagmann var det ikke sådan lige at spille sig i finalen. Heller ikke da man tabte første kamp på udebane med fem mål. Men returkampen blev magisk, og Team Esbjerg vandt med 12 mål i Blue Water Dokken.

En uendelig fest

I finalen ventede FC Midtjylland igen, og som grundspilsvinder havde Team Esbjerg fordel af hjemmebanen i sidste kamp. Første opgør endte med et smalt nederlag på 20-17, og derfor var alt stadig åbent.

Strukturen var nemlig lidt anderledes dengang. Finalen blev spillet over to opgør, hvor målscoren var afgørende. Ved uafgjort ville udebanemål tælle højst.

– Vi var glade for at være på hjemmebane nu, for vi gik fra kampen oppe hos FC Midtjylland med en følelse af, at det var okay, siger Maria.

Blue Water Dokken var gjort finaleklar. Arenaen var proppet til bristepunktet med tilskuere, der var klar til at hive guldet hjem. Men kampen begyndte nervøst. Meget nervøst.

6-5 endte første halvleg, hvor ingen af holdene rigtig kunne finde spillet. Anden halvleg blev bedre, og Team Esbjerg havde en føring på 20-17 med 20 sekunder igen, men det var gæsterne, der havde bolden. En chance de spildte.

Stillingen var derfor helt lige efter to gange 60 minutter. 37-37. Mange troede, at kampen dermed skulle ud i forlænget spilletid.

– Jeg husker, at vi blev overrasket. Jeg mindes, at vi stod i kredsen på banen og blev overrasket over meldingen, siger Maria.

Idet de to kampe endte med den eksakte samme score, skulle finalen afgøres i straffekast. Sammen med truppen blev resten af Blue Water Dokken også taget med bukserne nede, men guldet skulle nu afgøres fra syvmeterstregen.

Emily Stang Sando tog to bolde, og på Team Esbjergs femte forsøg gik Estavana Polman frem og tog bolden. Med et mål ville hjemmeholdet vinde sit første Danmarksmesterskab.

– Essie kunne kun score der. Om nogen så ville hun sætte den ind, husker Rikke.

Netmaskerne blafrede, og jublen ville ingen ende tage. Team Esbjerg havde for første gang nogensinde vundet det danske mesterskab i kvindehåndbold. Byen festede med holdet, der tydeligt husker tredje halvleg inde i byen.

– Vi havde jo festen om aftenen, dagen efter festede vi inde på torvet, og så havde vi vores bødekassetur lige efter, så jeg tror, at vi festede i fire dage i træk, siger Rikke.