Endelig sammen igen

21/10 - 2026

Inden hver sæson udgives Team Esbjerg Magazine, som er fyldt med historier om klubben, spillerne og de mange frivillige. Som noget nyt vil vi nu udgive historierne på hjemmesiden, hvor de vil blive drysset hen over sæsonen.

12 år tog det, før Sanna og Silje Solberg igen er at finde på samme hold. Det er noget, de begge længe har drømt om, og det var også tæt på for syv år siden, men drømme og familien spillede ind.

I 2014 blev de skilt ad. Sanna Solberg tog til Larvik, mens Silje Solberg fik en chance i den danske liga for Holstebro. Siden har de to tvillinger ikke spillet i samme klub. I landsholdsregi har de dog fulgt hinanden, hvor de begge står noteret for over 200 kampe.

Men på klubplan skulle der gå 12 år, før de igen skulle spille i samme trøje. Det lå dog ikke helt i kortene, at det skulle ske igen. Sanna har planer om at afslutte karrieren i Team Esbjerg, og Silje tog hjem til Vipers Kristiansand for at gøre det samme.

– Vi har altid drømt om at spille sammen igen, men familieinteresser har også gjort, at det ikke har været muligt. Og da jeg tog til Vipers tænkte jeg også, at løbet var kørt, siger Silje.

Men da den norske klub gik konkurs, blev målvogteren klubløs, og året efter stod Team Esbjerg og manglede en målvogter. Alt faldt på plads.

Tæt på

Sanna kom til Team Esbjerg i 2017, og siden er hun blevet indeholder af klubrekorden for flest spillede kampe i den røde trøje. Silje tog fra Holstebro til Paris og senere til Siofok i Ungarn.

Det var også på dette tidspunkt, at de to havde muligheden for at bliver genforenet. Team Esbjerg havde snøren ude efter Silje i 2019, men timingen var ikke rigtig.

– Jeg har altid drømt om at spille for Györ, og de viste også interesse i det år, men de hentede en anden i stedet. Men jeg fik en følelse af, at en ny mulighed ville opstå året efter, og derfor ville jeg ikke flytte til Danmark for så at flytte tilbage til Ungarn igen, siger Silje.

Beslutningen forstod Sanna godt, men hun var ikke helt enig i den.

– Der var lidt dårlig stemning efter, for jeg havde håbet på, at hun kom her. Så der gik nogen dage, før vi snakkede sammen igen, siger Sanna.

Nu er de endelig samlet igen. Silje tyvstartede i slutningen af sidste sæson, men der var Sanna højgravid. Derfor er det stadig nyt for dem at se hinanden til hverdag igen.

– Det er da dejligt og det føles også godt, men det er lidt som på landsholdet også, så det er ikke helt nyt, siger Sanna, mens Silje tilføjer:

– Den største fordel er, at vi nu har hinanden i hverdagen. Vi har hver to piger, som hver især er på samme alder, så helheden kommer til at blive god for os begge. Også for familierne.