Line Haugsted er gravid
15/10 - 2026
Team Esbjergs danske bagspiller, Line Haugsted, er gravid og venter sit første barn.
”Jeg glæder mig til at blive mor og ser frem til en helt ny og spændende tilværelse. Nu kommer jeg til at sidde udenfor i en periode, men jeg vil fortsat være med omkring holdet, og støtte og bidrage med det jeg kan udenfor banen. Det bliver spændende at følge holdet i denne sæson, og jeg forventer at blive klar til at spille for holdet igen til næste sæson”, fortæller Line Haugsted, 31 år.
Med termin i april måned 2027 vil Line Haugsted være klar igen, når sæson 2027/2028 starter til september 2027, hvis alt forløber planmæssigt.
“Alle på vores hold blev meget glade over nyheden om Lines graviditet. Vi har allerede mange fine eksempler på spillere, der har fået børn midt i karrieren og er vendt tilbage til allerhøjeste niveau. Vi ser frem til et nyt medlem i vores lille børnekoloni, og ved starten af næste sæson får vi vores forsvarsgeneral tilbage.” siger cheftræner Tomas Axnér og fortsætter:
”Jeg ønsker Line og Steffen stort tillykke med graviditeten, og ønsker dem alt det bedste for deres lille familie”.
Privat danner Line Haugsted par med Steffen Juul. Line Haugsted kom til Team Esbjerg i sommeren 2024, og har kontrakt frem til sommeren 2028.