Nem etapesejr inden højere bjerge venter
19/09 - 2026
Slovenske Tadej Pogacar har vist sig nærmest uovervindelig på tinderne i cykelklassikeren Tour de France.
Den lille centraleuropæiske nations bedste kvindehold gennem tiderne, RK Krim Mercator, befinder sig derimod i en bølgedal, og kun overdreven høflighed i form af sløseri og manglende fokus fra udeholdet holdt det overvejende unge mandskab tappet for store profiler inde i kampen mod Team Esbjerg, der på sin europæiske færd har besteget langt højere bjerge.
Cifrene 37-31 i dansk favør dækker på ingen måde styrkeforholdet, der burde have resulteret i en tocifret sejr. Men Team Esbjerg løftede opgaven i kraft af en på ny, nærmest rutinepræget indsats af Henny Reistad, der vel aldrig er kommet nemmere til sine scoringer end i en pivåben Krim-defensiv, godt sekunderet af især Live Rusfeldt Deila og Mia Emmenegger.
Forsvaret i skiftende konstellationer gav generelt for meget væk, og at Krim kunne fornøje det fåtallige publikum med over 30 mål var decideret misvisende. Det var en halv snes mål i overkanten.
I mangel af arsenal fra distancen var Krim henvist til gennembrud, hvilket gjorde betingelserne for første halvlegs målvogter, Silje Solberg, besværlige. Efter pausen afløste en stærkt spillende Katharina Filter, indtil også hun efter en esbjergensisk timålsføring ved 29-19 tabte momentum. På det tidspunkt med 20 minutter tilbage tog Krims danske træner, Rasmus Poulsen, sin sidste timeout.
Hans to danske højrebacks, Alberte Kielstrup og Anne With Johansen, var blandt de bedre på et overmatchet Trim-mandskab.
Team Esbjerg-cheftræner Tomas Axnér konstaterede nøgternt, at hans mandskab havde løst opgaven og vundet sin tredje sejr i dette års EHF Champions League og medgav, at sejren kunne have været større med mere hårdhed og koncentration i forsvaret.
– Det er vigtigt, at vi gør vores arbejde og vinder vores sejre inden kampe mod Brest, FTC og Bukarest. Når vi skal spille mod de hold, ved vi, at det kræver en indsats på højeste niveau, og det er jeg ikke bange for, at vi ikke kan levere. Det er stadig tidligt på sæsonen, sagde Tomas Axnér.
Næste CL-kamp er i Blue Water Dokken mod Buducnost 4. oktober kl. 14.00. Det ligner også en overkommelig, inden højere bjerge venter.
Kampen i tal:
RK Krim Mercator – Team Esbjerg 31-37 (16-20)
Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 13, Live Rushfeldt Deila 8, Mia Emmenegger 6, Henriette Eggen 2. Olivia Løfqvist 2, Marit Røsberg 2, Helene Kindberg 2, Rikke Iversen 1 og Sanna Solberg 1.
Topscorere Krim: Abina, With Johansen og Vukovic 5.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 4
Krim: 3
1.130 tilskuere i Hala Tivoli, Ljubljana
e