Team Esbjerg, EfB og Esbjerg Energy inviterer til gadefest

08/05 - 2026

Som sæsonen er ved at nærme sig sin afslutning, inviterer Team Esbjerg, EfB og Esbjerg Energy til gadefest på Gl. Vardevej. Klubberne i de tre sportsgrene er gået sammen om at skabe rammerne til en dag i sportens tegn med håndbold og fodbold på menuen. Og for Team Esbjergs vedkommende er det i den sidste slutspilskamp mod Nykøbing F. Håndbold.

I mange år har de tre klubber ligget side om side med hinanden, og denne lørdag åbner de dørene for hinanden for at skabe en perfekte sportsdag på Gl. Vardevej. Har du billet til en af de to kampe, kan du komme gratis ind til den anden kamp. Og er du sæsonkortholder til én af de tre klubber, kan du komme gratis ind til begge kampe.

Team Esbjerg begynder dagen klokken 16 ved at slå dørene op i Granly Hockey Arena, hvor de skal møde Nykøbing F. Håndbold. Årsagen til sceneskiftet skyldes en begivenhed i Blue Water Dokken denne weekend.

– På en måde kan det blive godt at få et miljøskifte og møde nogen nye fans fra fodbold og ishockey, og det tror jeg, kan blive godt for sporten i Esbjerg, og jeg synes, det er et meget godt initiativ. Og hvis vi vil have nye tilskuere til håndbold, så skal vi også give dem en god oplevelse, siger cheftræner Tomas Axnér.

Det svære til opgøret på lørdag bliver dog at finde den helt store motivation. Team Esbjerg er sikret førstepladsen i slutspilsgruppen, og Nykøbing F. Håndbold kan heller ikke blive hentet på andenpladsen. Der er med andre ord kun æren at spille om.

Men det får ikke Team Esbjerg til at ligge på den lade side. I næsten et år har holdet ikke tabt på Gl. Vardevej i den hjemlige liga, og det er en stime, de lægger meget stolthed i. Derfor skal den også forsvares mod falstringerne på lørdag.

– Det er lidt mærkeligt at have en slutspilskamp, som er betydningsløs. Men vi kan sagtens bruge den til noget. Vi skal have alle spillere i gang og levere noget god håndbold. Vi har stadig ikke tabt en ligakamp i næsten et år i Blue Water Dokken, og det er en stime, som vi gerne vil blive ved med at have, siger cheftræneren,

Dog hele tiden med balancen for øje. Der er tale om en kamp uden noget på spil, og der venter en semifinale allerede onsdag i næste uge.

– Vi skal ikke tage nogen risici med nogen skadede spillere naturligvis, siger Tomas Axnér.

Det er endnu uvist, hvilken tilstand Katharina Filter er i til opgøret, men sundhedsstaben arbejder på højtryk, og minerne er positive.

Team Esbjergs trup til kampen i Bambuni Kvindeligaen slutspil runde 6 mod Nykøbing F. Håndbold lørdag den 9. maj kl. 16.00 i Granly Hockey Arena:

Målvogtere: Katharina Filter og Anna Steffensen
Venstre fløj: Elin Hansson og Zoë Sprengers
Højre fløj: Sarah Dekker, Mia Emmenegger, Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Rikke Iversen og Olivia Löfqvist
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Helene Kindberg, Michala Møller, Nora Mørk og Henny Reistad.