Kvartfinale blev endestationen efter nederlag i rumænsk heksekedel

26/04 - 2026

En svag begyndelse på opgøret var noget, som Team Esbjerg aldrig kom sig over. 6-0 var stillingen efter de første seks minutter, og selvom det lykkedes danskerne at spille sig tættere på CSM Bucuresti, gik det desværre galt til sidst i EHF Champions League.

Et mål var forskellen fra det første opgør. En smal føring til Team Esbjerg, der vidste, at det ville blive en svær opgave, men på ingen måder umulig.

Men i kampens indledning kom den tæt på det umulige. Der gik syv og et halv minut, før Team Esbjerg kom på måltavlen, og der havde CSM bragt sig i front ved at score seks gange. Bjerget, der nu skulle bestiges, blev med et endnu stejlere.

Team Esbjerg gav dog ikke op, og langsomt fik de spillet sig ind i opgøret. Flere fine individuelle aktioner førte til forsvarsstop, og målene begyndte også at komme ind i den anden ende.

Flere gange legede danskerne med at få helt kontakt, men gang på gang holdt rumænerne dem væk. Minus tre var ofte der, hvor hjemmeholdet sagde “hertil, men ikke tættere på,” og de fik igen etableret en ny femmålsføring. Dette var også forskellen på de to hold ved pausen.

Anden halvleg blev desværre meget af det samme. Når det endelig lykkedes Team Esbjerg at komme inde for rækkevidde, fandt CSM lige lidt ekstra til at trække fra igen. Det var et tovtrækkeri, som rumænerne ofte vandt.

Med 10 minutter igen begyndte det at brænde på, og det var ikke noget, som danskerne kunne stå mod. De satsede afleveringer blev til tekniske fejl, og afslutninger blev brændt på kritiske tidspunkter. Dette gav CSM muligheden for at trække afgørende fra, hvilket de også lykkedes med, til store begejstring for de mange tilskuere.

Dermed kunne Team Esbjerg se sine chancer for at deltage i endnu et Final4 i Budapest langsomt fordufte for øjnene af dem. En trist afslutning på dette års EHF Champions League.

– I det store og hele var der mange ting, som blev afgørende i dag. Vi fik en forfærdelig start, hvilket vækkede tilskuerne. Derfra blev det svært, for vi skulle jagte hele tiden, og det var vi ikke helt klar til at stå mod. Vi kom tæt på nogen gange, og så kom der noget mod os, og de trak fra igen. Vi prøvede nogen ting af, men vi fik aldrig helt held med noget af det, sagde en skuffet cheftræner, Tomas Axnér.

– Det blev svært efter den start på kampen, for man blev lidt lamslået af det. Vi vidste, at det ville blive en svær udebane, men vi forsøgte og prøvede at minimere lidt af føringen. Desværre var CSM bare bedre i dag.

Optakten til kampen blev også besværliggjort af, at Anna Kristensen desværre måtte udgå med en skade i opvarmningen, og derfor havde Team Esbjerg kun Katharina Filter til rådighed.

– Det var en ting, som påvirkede os, for stod vi kun med én målvogter til kampen, sagde cheftræneren.

Tyskeren stod stadig en hæderlig kamp, men det var desværre ikke nok.

Med nederlaget er Team Esbjerg ude af årets Champions League. Dermed er der kun den danske lige tilbage, og på torsdag er der en nøglekamp i slutspillet. Esbjergenserne skal til Nykøbing, hvor der er topkamp i slutspilsgruppen. En sejr vil betyde, at semifinalepladsen er hjemme, da Team Esbjerg vil være bedre i en tiebreaker mod SønderjyskE og København Håndbold. Kampen på torsdag begynder klokken 20.30.

Kampen i tal:

CSM Bucuresti – Team Esbjerg 37-27 (19-14)

Målscorere Team Esbjerg: Elin Hansson 6, Henny Reistad 6, Kathrine Heindahl 4, Sarah Dekker 4, Live Rushfeldt Deila 3, Olivia Löfqvist 2, Nora Mørk 1, Line Haugsted 1.

Topscorere CSM: Elisabeth Omoregie og Trine Østergaard 6.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 3

CSM: 1

I Polyvalent Hall.