Team Esbjerg rykker tættere på en semifinaleplads
21/04 - 2026
Med endnu en sejr i Bambuni Kvindeligaens slutspil er Team Esbjerg kommet meget tæt på en plads i den ene semifinale. Denne gang var det København Håndbold, der måtte tage tomhændet hjem fra Blue Water Dokken.
Team Esbjerg overlod ikke noget til tilfældighederne denne tirsdag aften. Indledningsvis lykkedes det København Håndbold at holde fast, men efter en stribe af udvisninger begyndte det at falde sammen.
Den ene af disse sendte et sug gennem Blue Water Dokken. Henny Reistad fik en hånd i hovedet, hvor hun samtidig sendte et skrig ud gennem arenaen. Hun rejste sig op igen efter lidt tid og kom også på banen i anden halvleg. I aktionen havde hun fået en finger i øjet, og efter kampen var hun ved godt mod igen.
Udvisningerne førte til, at hjemmeholdet fandt dirigentstokken til kampen, og en føring på fem-seks mål blev etableret. En føring, gæsterne ikke kunne svare tilbage på. Pausestillingen blev 22-16 til værterne, der virkede i kontrol
I anden halvleg blev det værre for København. De indledte den med seks tekniske fejl i træk, og de kunne prise sig lykkelige over, at Team Esbjerg ramte en uskarp periode, hvor de kun fik omsat overtaget til to ekstra scoringer.
Alligevel var forspringet blevet for stort. Hjemmeholdet havde fundet flowet i spillet igen, og skarpheden var igen noget, som gav snitsår. Zoe Sprengers gjorde det også til plus ti, da hun scorede på en kontra til 29-19.
Kadencen hos Team Esbjerg faldt herefter lidt igen, og København fik pyntet lidt på måltavlen, men det var aldrig nok til at sejren kom i fare. 36-29 blev sejren.
– Vi kontrollerede opgøret, som vi ville. Vi scorede 36 mål, og det var fint angrebsspil, men vi blev lidt for pæne i vores forsvarsspil, hvor vi godt kunne have kommet med lidt mere fysik. Vi manglede lige det sidste i forsvaret til at få et frikast. Rent strukturelt gjorde vi det godt, men vi manglede de sidste procenter i taklingerne til at få det spilstop, sagde cheftræner Tomas Axnér.
– Men i det store og hele er jeg ganske tilfreds. Vi fik brugt alle spillere og sparede lidt på ressourcerne, og så kan vi begynde at forberede os på kampen på søndag.
Og netop den sidste kvartfinalekamp i EHF Champions League mod CSM Bucuresti er truppen allerede begyndt at fokusere på. Og cheftræneren var også sikker på, at der var ting, som han kunne tage med fra tirsdagens opgør til Rumænien.
– Vi havde mere fart i spillet, og det kan blive en fordel for os. I dag mødte vi også et hold, der ikke havde interesse i at køre en kontra, og det kan vi også forvente os mere af mod CSM, sagde Tomas Axnér.
Kampen på søndag går i gang klokken 16. Team Esbjerg skal enten vinde eller spille uafgjort. Hvis CSM vinder med ét mål, vil kampen gå direkte i straffekastkonkurrence.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – København Håndbold 36-29 (22-16)
Målscorere Team Esbjerg: Helene Kindberg 6, Michala Møller 5, Live Rushfeldt Deila 5, Mia Emmenegger 5, Nora Mørk 3 (3), Henny Reistad 3, Rikke Iversen 2, Olivia Löfqvist 2, Zoe Sprengers 1, Kathrine Heindahl 1, Elin Hansson 1, Line Haugsted 1, Anne Tolstrup Petersen 1.
Topscorer København: Line Berggren Larsen 8.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 2
København: 3
1412 tilskuere i Blue Water Dokken.