For anden gang går Team Esbjerg ubesejret gennem grundspillet
04/04 - 2026
Med en sejr over Odense Håndbold lykkedes det Team Esbjerg at gå gennem Bambuni Kvindeligaens grundspil uden at tabe. Det er anden gang nogensinde, at klubben er lykkedes med denne bedrift, og i sidste runde mod rivalerne, gav de ikke fynboerne en chance.
Hjemmeholdet var nemlig forberedte på, hvad gæsterne ville komme med. Selvom Odense kom godt fra start, fik de aldrig skabt et hul, der kunne skabe usikkerhed hos Team Esbjerg. De første 10 minutter førte de, inden værterne havde indstillet sig på dem.
Dette var samme følelse stregspiller Kathrine Heindahl havde. Efter esbjergenserne havde mærket på egen krop, hvordan fynboerne ville spille, stod de klar til alt, hvad Odense ville sende deres vej.
– Vi skulle lige bruge den første del af kampen på at afkode dem. De har forsøgte mange ting i de seneste opgør, så vi skulle lige finde ud af, hvordan deres taktik var denne gang, og da vi så gjorde det, så vi os ikke rigtigt tilbage, sagde stregspilleren.
Team Esbjerg fik udlignet til 7-7, og herfra gik det hurtigt. Odense-bænken havde måske også set skriften på væggen, for de tog en timeout, da Nora Mørk gav Team Esbjerg deres første føring. En føring, de ikke gav slip på igen.
Timeouten havde ikke den ønsket effekt, og Nora Mørk sendte to mål mere ind, og inden nogen havde set sig om, kom hjemmeholdet foran med fire, da også Henny Reistad ville lege med. På sin 28. straffescoring i træk i den hjemlige liga. En stime, der dog blev brudt senere, da hun brændte sit første straffe i denne sæson i Bambuni Kvindeligaen.
Gæsterne hev op i sig selv, og de kom efter det igen, men i de sidste 10 minutter var der næsten kun et hold på banen. Tja, i de sidste otte minutter var der kun ét hold, der scorede.
Værterne gik fra en føring på 12-10 til 18-10 til pausen, og Blue Water Dokken rejste sig i begejstring over holdets præstation. Det var nemlig ikke kun spillerne på banen, der præsterede. Størstedelen af de 2878 tilskuere gav hjemmeholdet det rygstød, der var brug for.
Dette kom især til syne i anden halvleg. Trods fine chancer blev de brændt, og da Odense konverterede deres to første boldbesiddelser til mål, kunne mange begynde at frygte, at fynboerne ville komme tilbage. Blue Water Dokken ville noget andet, og de fik på ny råbt noget vildskab ind i Team Esbjerg-spillerne, der holdt stand.
Det virkede til, at dette var Odenses eneste mulighed for at komme tilbage, og da det mislykkedes, var der ikke mere at komme efter. Forskellen på måltavlen blev endda større, og den lå og bølgede mellem et og to cifre. Den endte på 10, da Elin Hansson i de dødende sekunder fik scoret sit 10. mål i opgøret.
– Vi var vildt godt forberedte. Vi har virkeligt arbejdet meget på denne kamp, og vi havde en klar idé om, hvordan vi ville gribe kampen an. Det gjaldt for os om at finde den rigtige balance i ikke at være overtændt eller nervøs, og jeg syntes, at vi ramte den perfekt i dag. Fra da der stod 7-7, satte vi os på kampen, sagde en begejstret cheftræner, Tomas Axnér.
Han havde ikke meget, som han ville ændre denne lørdag eftermiddag. Alle facetter i spillet leverede på et højt niveau. Især forsvaret, der holdt et af de meste scorende hold nede på 24 mål.
– Vi tvang dem til at spille syv mod seks i store dele af kampen, og det har man ikke set dem benytte sig af så meget tidligere.
Med sejren vinder Team Esbjerg grundspillet. Samtidig kender holdet også til sine modstandere i slutspillet. I tidligere sæsoner har førstepladsen endt i gruppe med fjerde-, femte- og ottendepladsen, men til denne sæson er det blevet ændret til tredje-, sjette- og ottendepladsen.
Det betyder, at modstanderne i slutspillet er Nykøbing F. Håndbold, København Håndbold og SønderjyskE Kvindehåndbold. Spilleterminerne mangler at komme på plads, hvilket det forventes at gøre efter påsken.
Én ting er dog sikkert: om to uger skal Team Esbjerg spille en hjemmekamp, der har afgørende betydning for sæsonen. Rumænske CSM Bucuresti gæster Blue Water Dokken i det første opgør i EHF Champions League-kvartfinale. Det opgør spilles lørdag den 18. april klokken 18.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – Odense Håndbold 34-24 (18-10)
Målscorere Team Esbjerg: Elin Hansson 10, Henny Reistad 6 (1), Nora Mørk 5 (1), Olivia Löfqvist 3, Sarah Dekker 3, Michala Møller 2, Helene Kindberg 2, Live Rushfeldt Deila 1, Kathrine Heindahl 1, Marit Røsberg Jacobsen 1,
Topscorere Odense Håndbold: Viola Leuchter og Helene Fauske 6.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 2
Odense Håndbold: 2
2878 tilskuere i Blue Water Dokken.