Granatchok efter skrækkelig afslutning på Final4

30/12 - 2025

Noget gik galt. Ingen ved helt hvorfor og hvordan. Resultatet blev dog, at Team Esbjerg stod tomhændet tilbage efter et finalenederlag til Odense Håndbold. Og det var selvom esbjergenserne kom godt fra land og virkede til at være i kontrol.

Op gennem første halvleg var Team Esbjerg i teten. De kom foran med seks og alt virkede tilforladeligt, og at det skulle blive en femte triumf i streg. At pauseføringen blev fire var stadig fint, for spillet flød, forsvaret var aggressivt og holdet besad den vildskab, som var så vigtig.

I anden halvlegs indledning så alt også fint ud. Jovist, Odense bed fra sig, men Team Esbjerg slog tilbage hver gang.

Men stemningen og momentummet var ved at at skifte. Odense eliminerede sine fejl, og de kom gennem et Team Esbjerg-forsvar, som mistede sit vildskab. Den, som var så vigtig. Og som også blev vital.

Team Esbjerg kunne svare igen på Odenses forsøg på at kontakt med hiv og slæb, men med 10 minutter igen begyndte det at gå galt. På det tidspunkt havde modstanderen vind i sejlene. Så meget, at de desværre ikke var til at stoppe.

Odense var nemlig brændende varme, og de spadserede ned gang på gang og scorede. Team Esbjerg prøvede ihærdigt at finde løsninger, men hver gang fandt fynboerne et modsvar, og så udviste de en uhørt stor skarphed foran målet.

Denne skarphed blev afgørende. Hele 25 mål scorede de i anden halvleg. Og selvom Team Esbjerg også scorede 17 gange i anden halvleg, så var det ikke nok. Odense red på en bølge, som ikke kunne stoppes.

Og hvad gik så galt? Svarene kan være mange. Momentumskiftet var stort, hjemmebanefordelen til Odense, vildskaben var forsvundet. Tilbage stod Team Esbjerg med en lang næse. Og en misset mulighed for at skrive historie.

Chokket var malet på spillernes ansigter, da de ankom til omklædningsrummet med sølvmedaljerne hængende om halsen på et bevis på den missede mulighed. Alle spurgte sig selv, hvordan dette kunne ske?

– Vi var superskuffede. En ligeså god første halvleg, som vi spillede, en ligeså dårlig anden halvleg spillede vi. Vi lukkede 25 mål ind, og det var sindssygt ringe, at vi ikke fik løst det. Det blev lidt et Thale/Elma-show, som vi ikke fik stoppet, sagde Line Haugsted med henvisning til Thale Rushfeldt Deila og Elma Halilcevic.

– Og det var jeg ret utilfreds med, for vi snakkede om, hvordan vi skulle få det løst, men vi gjorde det bare ikke. Så jeg var superskuffede over, at vi ikke gjorde, som vi aftalte, og ikke gjorde det sværere for dem i anden halvleg. Vi spillede så godt i første halvleg, hvor de ikke kom til så mange gode chancer, og det gjorde de så i anden halvleg, afsluttede Line Haugsted.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Odense Håndbold 34-38 (17-13)

Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 8, Michala Møller 6, Elin Hansson 4, Zoë Sprengers 3, Olivia Löfqvist 3, Helene Kindberg 3, Sara Dekker 3, Live Rushfeldt Deila 2, Nora Mørk 1, Mia Emmenegger 1.

Topscorer Odense Håndbold: Elma Halilcevic 9.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 1

Odense Håndbold: 2

I Jyske Bank Arena, Odense.