København pressede Team Esbjerg til det yderste, men esbjergenserne holdt hoved koldt

24/05 - 2025

En tendens har været, at København længe har kunne følge med på måltavlen i kampene mod Team Esbjerg, hvor esbjergenserne senere trak fra i anden halvleg. Det gjorde de igen i den anden semifinale i Kvindeligaen, men denne gang holdet københavnerne fast. Til sidst var det dog koldblodigheden i den afgørende stund, som sendte Team Esbjerg i finalen.

For det var meget hektisk gennem hele kampen. Tempoet var enormt, og målene væltede ind i begge ender, hvor ingen af målvogterne rigtig kunne få fat. Derfor gjorde det ekstra ondt på Team Esbjerg, at træværket ofte var i vejen for dem.

København tog derfor – igen – teten i første halvleg, hvor de sendte gæsterne på hælene på måltavlen. Offensivt blev hjemmeholdet nemlig ved med at levere, og de 20 mål i de første 30 minutter vidnede også om en god indstilling på holdet.

Cheftræner Tomas Axnér prøvede flere ting i forsvaret for at sætte en stopper for de københavnske målscoringer, men værterne blev ved med at finde løsninger. Hverken målvogterskifte eller formationsændringer virkede til at sænke hjemmeholdet.

Men det var et kampbilledet, som var set før. Faktisk senest i tirsdags. Her faldt København lidt sammen i anden halvleg, og Team Esbjerg løb en med en sikker sejr. Så det kunne man måske også forvente igen?

Som anden halvleg skred frem kom det afgørende hul dog ikke på noget tidspunkt. Team Esbjerg begyndte ellers med at score fire ubesvarede mål, men herefter fandt København sig selv igen.

Begge offensiver fortsatte angrebsfesten, og det var hæsblæsende resten af kampen. Team Esbjerg havde et par mål at give af, men da esbjergensernes offensiv i nogen angreb missede målet, fik hjemmeholdet spillet sig ind i kampen. Og i hele semifinaleopgøret.

Med fem minutter igen var de foran med 36-34, inden Henny Reistad fik reduceret. København begyndte herefter at tabe noget af den skarphed, som de havde haft i hele kampen.

Udeholdet har tidligere på sæsonen stået i denne situation flere gange, og det kunne ses. De tilspillede sig et straffekast, men det har været en disciplin, som esbjergenserne ikke har gode erfaring med i denne sæson.

Judith van der Helm gik ind til sit tredje straffekast i denne kamp, og hun var kølig. 36-36. Et resultat, der ville sende Team Esbjerg i finalen. København begik en teknisk fejl, og med et minut igen blev det til endnu et straffekast.

Og den unge nederlænder var upåvirket. Hun sendte den ned i samme hjørne, og nu blev det pludselig en føring. København havde travlt, men det blev også forhastet, og da Line Haugsted fremprovokerede en teknisk fejl, var finalepladsen i hus for udeholdet.

– Vi er meget lettede over, at finalpladsen nu er på plads. Nu har vi en uge, hvor vi kan forberede os til Final4 i Champions League og være konstruktive i det, og samtidig ikke have det pres med at have en kamp på tirsdag, sagde Tomas Axnér.

Han sendte samtidig roser afsted mod dagens modstander, der blev ved med at gøre det svært for Team Esbjerg.

– De spillede frit, og deres angreb gjorde det godt, så vi fik aldrig fat i vores defensiv. Vi havde ikke problemer med at score mål, men fem sekunder efter var de afsted i et kontraangreb. Men vi lykkedes med at bevare roen, og så skal vi samtidig huske på, at selvom vi har flere, som har stået i disse tætte situationer før, så var det også en første gang for andre, sagde cheftræneren.

Én af de nye var Judith van der Helm, der fik ansvaret fra syv meter, der det brændte allermest på.

– Hun var klar til at tage dem, og det var stærkt af hende at gøre i så ung en alder. Det var iskoldt, sagde Tomas Axnér.

Det er i skrivende stund uvist, hvem modstanderen bliver. Odense og Ikast møder hinanden i anden kamp, og vinderen af dem afgøre også, hvor den første finalekamp skal spilles. Men inden vi kommer så langt, venter noget andet i næste uge.

Torsdag drager Team Esbjerg til Budapest for at deltage i EHF Champions League Women Final4 for fjerde gang i træk. Modstanderen i semifinalen er Györ. Kampen spilles på lørdag.

Kampen i tal:

København Håndbold – Team Esbjerg 36-37 (20-18)

Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 9 (1), Merel Freriks 8, Sanna Solberg 5, Michala Møller 4, Judith van der Helm 4 (4), Kaja Kamp 2, Mette Tranborg 2, Line Haugsted 2, Sarah Dekker 1.

Topscorer København Håndbold: Stine Jørgensen 9.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 6

København Håndbold: 2

I Frederiksberg-Hallen.