Team Esbjerg kværner videre i slutspillet med ny storsejr
24/04 - 2024
Lige nu virker det til, at der skal noget uovertruffen til at vinde over Team Esbjerg, og denne onsdag aften ramte Silkeborg-Voel KFUM ikke det niveau. Derfor blev det til endnu en sejr for esbjergenserne, der endnu engang vandt med mere end 10 mål i Kvindeligaens slutspil. Den fjerde storsejr ud af lige så mange mulige.
Sejren kom i stand på en fin første halvleg, men en endnu flotte anden. Hjemmeholdet fra Silkeborg-Voel KFUM indledte kampen med deres syv mod seks i offensiven. Noget de også benyttede sig af i det første opgør i slutspillet, og de fik også fin succes med det.
Men desværre for dem havde Team Esbjerg ingen problemer med at finde frem til netmaskerne i anden ende, og i flere tilfælde var det i et tomt mål, da værterne smed flere bolde væk i deres offensiv.
En solid føring på omkring fire mål blev hurtigt etableret, og den havde Silkeborg-Voel svært ved lukke. Flere gange lykkedes det dem at hente et par mål, for så lige efter at lukke lige så mange ind igen, og derfor forblev føringen konstant gennem de første 30 minutter på de fem.
I anden halvleg kom der lidt flere redninger for Team Esbjerg, og det var med til at sætte skub i kontramaskinen. Og når denne ikke fik mulighed for at kværne hjemmeholdet ned, så gjorde offensiven det fejlfrit.
Derfor steg føringen også næsten ekspotentielt, og på blot 10 minutter havde Team Esbjerg fordoblet pauseføringen.
Den blev dog endnu større, også selvom der blevet roteret godt og grundigt rundt på hele holdet. Især hen mod slutningen, hvor udeholdet holdt sit konstante, kvælende tempo, mens hjemmeholdet gang på gang rendt ind i mur sat op af Anna Kristensen, der sluttede på 59 procent.
Sejren blev på 27-43, hvilket er den største i denne sæson i Kvindeligaens slutspil for Team Esbjerg.
– Vi er et fint sted i forhold til sæsonen, og jeg synes, at vi har et overskud i kampene, og når vi spiller godt, laver vi store plusperioder. Det er også med til at skabe en god selvtillidsfølelse, hvilket gør at vi kan acceptere, at der kommer en fejl og så alligevel have plus på kontoen, sagde cheftræner Jesper Jensen.
Han var især tilfreds med en offensiv, der scorede hele 43 mål. Det meste i denne sæson, og selvom han gerne havde set, at det blev en kamp, hvor der blev scoret færre mål, så kan han leve med det.
– Jeg kan bedre lide, at vi forsvarer os godt over tid, for det er med til at producere flere titler, men lige i dag ser jeg det ikke som et problem, da vi havde en god defensiv mod Nykøbing. Men det var den måde, som begge hold spillede på, som var årsagen til det, sagde cheftræneren.
Fire kampe inde i slutspillet har Team Esbjerg vundet alle kampe med henholdsvis 11, 11, 12 og 16 mål. Det er også kommet i stand ved en god rotation på alle positioner, og dermed føler holdet sig frisk til de næste udfordringer.
Og hvilken en, den næste bliver! EHF Champions League Women kvartfinale på udebane mod FTC. De dobbelte regerende pokalvindere i Ungarn samtidig med, de står på tærsklen til at vinde mesterskabet foran Györ. Kampen spilles lørdag klokken 16.
Kampen i tal:
Silkeborg-Voel KFUM – Team Esbjerg 27-43 (15-20)
Målscorere Team Esbjerg: Kristine Breistøl 6, Henny Reistad 6, Kaja Kamp 5, Live Rushfeldt Deila 4, Nora Mørk 4 (1), Rikke Iversen 4, Marit Røsberg Jacobsen 4, Sanna Solberg 4, Michala Møller 3, Julie Bøe Jacobsen 3.
Topscorer Silkeborg-Voel KFUM: Thea Rasmussen 5.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 1
Silkeborg-Voel KFUM: 1
I JYSK Arena.