Småopgaverne står i kø på turen til København

12/02 - 2024

Efter en lang sæson er der mange udfordringer, som Team Esbjerg skal forholde sig til, og én af dem er denne tirsdag. I Kvindeligaen er der ikke mange længere udebaneture for esbjergenserne, kampstart mod København Håndbold betyder en sen nat og så er der også håndbolddelen, hvor modstanderen er en aldeles stærk modstander.

Alle disse små opgaver akkumuleres tirsdag aften og bliver til en stor udfordring, og i øjeblikket står Team Esbjerg i position, hvor holdene under i stillingen presser på og hver kamp skal vindes. Især da Ikast og Odense venter på udebane senere på sæsonen.

Og at vinde i Frederiksberg-Hallen er en vanskelig opgave i første omgang, og det er ikke blevet nemmere, efter Bo Spellerberg er kommet til som cheftræner, vurderer Jesper Jensen.

– Der er rigelig af trusler på det København-hold. Efter Bo har taget over, er de blevet mere konceptuelle og bevidste om, hvordan de vil spille. Det gør dem måske lidt nemmere at læse, men de laver ikke mange fejl, og det gør dem svære at slå. Især på hjemmebane, hvor Ikast tidligere på sæsonen har tabt, siger Jesper Jensen.

I øjeblikket er det kun sejre, der tæller. Med to nederlag i Champions League efter en lang sejrsrække er det vigtig for holdet at komme ind i en lignende rytme igen. Især op til foråret, hvor sæsonen står på spil.

– Der er ikke så meget andet lige nu, der er vigtigere for os end at vinde. Der er selvfølgelig nogle udviklingspunkter og det at skabe gode præstationer. Men det handler om at vinde, også på de dårlige dage, og det skal vi forsøge, siger cheftræneren.

Dermed har det ikke den store betydning, om spillet sidder lige i skabet, så længe de to point kommer i hus. For at kunne skabe den ene helstøbte præstation efter den anden, når kampene kommer som perler på en snor, er en svær opgave.

Tirsdag er det København, torsdag begynder endnu et pokalforsvar i Santander Cup mod Esbjerg IF 92, og søndag er der en enorm afgørende kamp i Champions League mod Rapid Bucuresti.

– Der ligger udfordringer i det tætte program, at det er en tirsdag aften klokken 20, og det fysiske i en lang rejse, så det gælder om at være på. Vi har fire kampe inde for en uge, så vi skal stå klar. Det har vi været gode til at tackle, og det tror jeg også, at vi kommer til denne aften, siger Jesper Jensen.

Kun Mette Tranborg og Kahtrine Heindahl er ude af opgøret.

Team Esbjergs trup til kampen i Kvindeligaen grundspil 20. runde mod København Håndbold tirsdag den 13. februar kl. 20.00 i Frederiksberg-Hallen:

Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling
Venstre fløj: Sanna Solberg
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Rikke Iversen og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Live Rushfeldt Deila, Julie Bøe Jacobsen, Michala Møller, Nora Mørk, Luciana Resende Rebelo og Henny Reistad