Parade af klassespillere står i vejen for kvartfinaleplads

20/01 - 2024

Med de rette resultater, kan Team Esbjerg tidligt søndag aften juble over en kvartfinaleplads i EHF Champions League Women. Men det kræver i sidste ende også en sejr over norske Vipers Kristiansand, de tredobbelte forsvarende mestre af den præstigefyldte turnering.

Opgaven er i sig selv en af sæsonen største. De norske gæster har gennem de seneste sæsoner været i en klasse for sig. Og på trods af, at de gennem disse år har mistet flere store profiler, har de en unik evne til altid at sætte et nyt, slagkraftigt hold op, og i år er ingen undtagelse.

Dette kom til syne i det første opgør mellem de to duellanter tilbage i efteråret. Efter 60 minutter angrebsopvisning fra begge hold, var det Team Esbjerg, der i sidste sekund vandt med 37-38. Af den grund forventer cheftræner Jesper Jensen også en enorm udfordring mod det norske hold denne søndag eftermiddag.

– Der skal mange ting til for at vi kan få sejren. Man skal være god for at slå dem, og det var vi deroppe i Norge. Der var det to gode angrebshold, og så skal vi se, hvem der har lært mest af det opgør. Defensiven i begge ender vil begge hold sikkert gerne gøre mere ved, så det bliver en spændende opgave for holdet, siger Jesper Jensen.

Henny Reistad afgjorde kampen i sidste sekund på udebane i Kristiansand, og meget peger i retning af, at det igen kan gå ned til slutfløjtet, før kampen er afgjort. De to hold matcher hinanden så godt med klassespillere på begge sider af bolden, at neglene med sandsynlighed er bidt ned efter de 60 minutter.

– Når der er så mange verdensklassespillere i én kamp, så kan man ikke udelukke, at det igen bliver tæt. Spillerne er gode til at finde løsninger undervejs, og selv det hold, der kommer dårligst fra start, kan finde muligheder for at komme tilbage, siger cheftræneren, der vil gå langt for at holde holdet fine sejrsstime på hjemmebane. Men han ved også, at når Vipers Kristiansand spiller ude i Europa, har de det med at få et resultat med hjem.

– At vinde giver altid selvtillid, og pointmæssigt vil vi komme tættere på kvartfinalen. Vi vil gerne beskytte hjemmebanen ved at vinde, men vi bliver presset af et af de bedste udehold i verden, siger han.

En sejr samt pointtab til Ikast Håndbold, der skal spille lige inden dette opgør, vil betyde, at Team Esbjerg er sikret en plads i top-2 i puljen. Men kampen om førstepladsen vil stadig være åben. Det er dog uden Kathrine Heindahl og Mette Tranborg, der begge er i gang med genoptræningen.

Team Esbjergs trup til kampen i EHF Champions League Women, gruppespillet 11. runde mod Vipers Kristiansand søndag den 21. januar kl. 16.00 i Blue Water Dokken:

Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling
Venstre fløj: Sanna Solberg
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Rikke Iversen og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Live Rushfeldt Deila, Julie Bøe Jacobsen, Michala Møller, Nora Mørk, Luciana Resende Rebelo og Henny Reistad