- Opgør mod FTC er altid 50-50
12/01 - 2024
Gennem de efterhånden mange sæsoner i EHF Champions League Women har Team Esbjerg og FTC-Rail Cargo Hungaria på en eller anden måde altid mødt hinanden. Det har ført til mange tætte kampe, og opgøret på lørdag står til at blive endnu en af slagsen.
For selvom de danske gæster skal på den lange rejse til Ungarn og pakker syv sejre i træk med i bagagen, så er de ungarske værter begyndt at røre på sig, efter en resultatmæssig svag start for de forsvarende vicemestre. Senest med en deler i Ikast i weekenden.
Cheftræner Jesper Jensen forventer også, at det igen bliver et drabeligt opgør, som det har for vane at blive mellem de to mandskaber.
– Det bliver et tæt opgør, det gør det altid. Jeg tror, at vi har mødt dem 10-12 gange hen over de senere år, og jeg tror, at vi hver har lige mange sejre, så det bliver et topmøde mellem de to mandskaber. Men det er også de sjove kampe, for der kommer også gang i den fra tilskuerpladserne, siger Jesper Jensen.
Årsagen til de mange spændende kampe skal også findes i, at det er to hold, der er blandt toppen. FTC er gennem årene blevet bedre og bedre, og derfor endte de også i finalen ved turneringen Final4 i fjor. På bekostning af Team Esbjerg. Men bredden er til gæsternes fordel, og det er noget, som holdet gerne vil udnytte.
– De har meget høj individuel kvalitet. De har en otte-ni spillere, der har et højt internationalt niveau, så der er meget at holde øje med. Men deres startopstilling spiller mange minutter, så det handler for os om at gøre det til en fysisk kamp med højt tempo, hvor vi kan udnytte vores bænk, siger cheftræneren, der ikke lægger fingre mellem, hvad der skal til for at tage de to point med hjem.
For holdet har ikke haft den bedste start spillemæssigt i det nye år. Først med en lille sejr over Zaglebie Lubin, og så skulle der et comeback af de helt store til i Nykøbing Falster, for at få de to point hjem.
– Det kræver en stor præstation, og det bliver ikke nemt. Nu har vi haft en lidt løs start på det nye år, og det vil ikke være nok til at få point dernede. Der skal virkelig steppes op, men det ved vi, og vi ved, hvad der skal til. Vi har prøvet det før. Vi har skabt gode resultater på trods af det, men vi ved, det bliver svært, siger han.
Jesper Jensen kan dog trøste sig med, at holdet er fuldtalligt. Kun langtidsskadede Katrine Heindahl og Mette Tranborg er ikke med.
Team Esbjergs trup til kampen i EHF Champions League Women, gruppespillet 10. runde mod FTC-Rail Cargo Hungaria lørdag den 13. januar kl. 16.00 i Erd Arena:
Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling
Venstre fløj: Sanna Solberg
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Rikke Iversen og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Live Rushfeldt Deila, Julie Bøe Jacobsen, Michala Møller, Nora Mørk, Luciana Resende Rebelo og Henny Reistad