Sanna Solberg stiler mod ni sæsoner i Team Esbjerg
25/10 - 2023
Sanna Solberg-Isaksen har indgået en ny toårig aftale med Team Esbjerg og har dermed sin sportslige fremtid på plads frem til 30. juni 2026. Den 33-årige norske landsholdsfløj kom til klubben fra Larvik HK i sommeren 2017 og vil ved kontraktudløbet have været i Esbjerg i ni sæsoner.
Hun og ægtemanden Kjetil Isaksen blev i januar forældre til Mathea, og ni uger senere vendte hun stærkt tilbage til håndboldbanen 1. april. Kjetil har fuldført sit medicinstudium i Oslo, er ansat på Esbjerg Sygehus og er nu uddannet ortopædkirurg. Beslutningen om at forlænge med Team Esbjerg har været et familieanliggende.
– Jeg skal trives og have det godt i klubben, og det er lige så vigtigt, at Kjetil har det godt. Det er svært at forlade noget, som, vi begge synes, er så godt. Jeg er stolt af at komme tilbage på det niveau efter min fødsel, for det er ikke givet, at det lykkes. Jeg nåede at være med i slutspillet og Champions League Final4, og i sommerferien trænede jeg for at forbedre min fysik, siger Sanna Solberg og fortsætter:
– Klubben er stadig i udvikling, og selv om syv år er lang tid, så kommer der en ny træner, og ambitionen er fortsat at være med i toppen i Europa. Vores mål er at vinde Champions League.
Den forlængede kontraktperiode ligger i den kommende cheftræner, Tomas Axnérs to første sæsoner i Team Esbjerg, og han er meget fornøjet over at have al Sanna Solbergs erfaring og kvalitet til rådighed i sine første år i klubben.
– Sanna Solberg har længe været med på højt, internationalt niveau, hun har været længe i klubben, og jeg synes, det er værdifuldt at holde på de spillere. Hun har arbejdet hårdt på at komme tilbage fra barsel, og det er lykkedes rigtig godt. Sanna har mange kvaliteter som fløjspiller, hun er en meget dygtig tovejsspiller, og så er hun et godt menneske, der fortsat har meget at give til klubben, siger Tomas Axnér, der tiltræder i Team Esbjerg 1. juli 2024.
Axnér har talt med Sanna Solberg forud for forlængelsen, og han er i tæt dialog med bestyrelsesformand Bjarne Pedersen og Thomas Hylle om at forme truppen fra sommeren 2024.
Team Esbjergs nuværende cheftræner, Jesper Jensen, har gennem årene talt varmt om Sanna Solbergs betydning for klubben som håndboldspiller og som menneske, og hun fortsætter med at imponere ham.
– Sanna er kommet superflot tilbage efter barsel, og hvis nogen var det mindste i tvivl, har hun gjort det til skamme med høje scoringsprocenter, godt forsvarsspil og fin fysik. Hun har endog formået at være klart bedre efter sommerferien. Sanna og hendes mand, Kjetil, har
været superseje til at håndtere deres nye forældrerolle, og hun fremstår som en foregangskvinde, både som mor og håndboldspiller, siger Jesper Jensen.
Sanna Solbergs håndbold-cv vokser hvert år. Hun kom til Esbjerg som norsk mester og Champions League-deltager med Larvik, og hun er flerdobbelt europamester og verdensmester med Norge, som hun har spillet 185 landskampe for og scoret 357 mål siden debuten i 2010.
– Jeg glæder mig rigtig meget til at spille VM på hjemmebane i december, hvis jeg altså bliver udtaget. Vi begynder i Stavanger og Trondheim og spiller semifinale i Danmark, hvis vi når så langt. Det bliver stort, siger Sanna Solberg. Hun vil i de kommende sæsoner sætte nye rekorder i Team Esbjerg, hvor hun blandt andet har vundet tre danske mesterskaber, deltaget i to Champions League Final4, spillet 270 kampe og scoret 726 mål.