Sønderjysk neglebidder gik Team Esbjergs vej
20/09 - 2023
Alt så tilforladeligt i indledningen af anden halvleg med en føring på seks mål og uden de store problemer offensivt. Men en periode på otte minutter uden mål gør ondt på alle hold, og det ramte Team Esbjerg i midten af de sidste 30 minutter i opgøret i Kvindeligaen. Heldigvis holdt de SønderjyskE fra stangen til sidst, selvom de fik kontakt på et tidspunkt.
Første halvleg havde et kampbillede, som Team Esbjerg kunne være tilfredse med. Defensivt havde gæsterne udfordringer med at komme i gennem, hvor de dog fandt en løsning ved at spille syv mod seks. Og i angrebet blev der spillet igennem det sønderjyske forsvarsværk.
Føringen på 12-16 kunne måske have været større, da der var nogle brændte muligheder, men hjemmeholdet viste en gejst og intensitet, som gæsterne dog kunne matche. I denne halvleg.
– Vi havde en okay fornemmelse. Vi brændte nogle chancer og grundprincipperne i vores spil var fine. Vi snakkede om, at hvis de ville spille mere syv mod seks, hvordan vi så skulle håndtere det. Og det var problemet, som vi ikke fik løst, sagde cheftræner Jesper Jensen efter kampen.
Efter pausen kom Team Esbjerg godt fra start ved at stå for tre af de første fire mål og skabe en føring på syv mål. 10 minutter inde scorede Sanna Solberg til en ny syvmølsføring, men herefter ramte udeholdet en mur.
Langsomt begyndte SønderjyskE at få mere ud af deres syv mod seks-spil i offensiven. De begik færre fejl, og derfor lykkedes det ikke Team Esbjerg at udnytte, at målet i den anden ende stod tomt.
– Vi prøvede at finde mange løsninger på det, men vi fik det aldrig rigtig testet, fordi vi hoppede ud af vores aftaler og gav nogle afslutninger, som vi ikke helst ikke vil give, og så manglede vi også at være lidt skarpere i angrebet, så der ikke ville komme pres på os, men alligevel endte de med at komme op på uafgjort, sagde cheftræneren.
I otte og et halvt minut lykkedes det ikke Team Esbjerg at score i midten af anden halvleg, og når et hold rammer sådan en periode, ville de have svært ved at vinde.
Med syv minutter igen kom udligningen fra de blåblusede til 24-24, og den sønderjyske hjemmebanede anede en stort resultat ude i horisonten. Kristine Breistøl blev sat op et par gange med succes, og samtidig tog Amalie Milling også nogle vigtige redninger.
Da Nora Mørk med et minut igen, og netop som SønderjyskE igen blev fuldtallige efter en udvisning, scorede til 27-29 kunne Team Esbjerg ånde lettet op.
– Vi har været favoritter mange gange, og vi har lært, at vi ikke skal være bange for at tabe og spille baglæns, for så begynder der at komme udfordringer, og det syntes jeg, at de sidste tre-fire minutter viste, at vi ikke er. Vi fik sat nogle bedre forsvar sammen, hvor vi fik nogle parader og gav dem skud, hvor vi gerne ville have dem, og så spillede vi de sidste to-tre angreb rigtig fornuftigt, sagde Jesper Jensen.
Sejren blev på et mål, da SønderjyskE fik pyntet på resultatet med 10 sekunder igen, men det var to point, som Team Esbjerg tager med.
Lørdag er der to nye på point på spil, og det er to, som er yderst vigtige i EHF Champions League Women. Franske Metz med Anne Mette Hansen, Louise Burgaard og Kristine Jørgensen på holdet gæster Blue Water Dokken. Begge hold har tabt én kamp, og hvis det bliver en mere, bliver top-to svært at skimte i gruppen. Kampen går i gang klokken 18.
Kampen i tal:
SønderjyskE – Team Esbjerg 28-29 (12-16)
Målscorere Team Esbjerg: Kristine Briestøl 6, Nora Mørk 5 (1), Sanna Solberg 4, Kaja Kamp 3, Rikke Iversen 3, Marit Røsberg Jacobsen 3, Michala Møller 2, Kathrine Heindahl 1, Henny Reistad 1, Anne Tolstrup Petersen 1.
Topscorer SønderjyskE: Ida Lagerbon og Sarah Paulsen 6.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 2
SønderjyskE: 2
669 tilskuere i Arena Aabenraa.