Rytmen bygges på for hver kamp, men der er stadig plads til forbedringer
12/09 - 2023
Fem kampe inde i den nye sæson er Team Esbjerg godt i gang med at komme ind i sæsonrytmen med to kampe om ugen. Knap nok er jublen over første sejr i EHF Champions League forstummet, inden næste kamp venter, denne gang i Kvindeligaen. Ringkøbing Håndbold gæster Blue Water Dokken, og her skal hjemmeholdet bygge endnu mere på. For der er stadig en del, som kan forbedres.
Onsdagens modstander er et hold, som Team Esbjerg gennem en længere periode har haft godt styr på. Under Jesper Jensen har hjemmeholdet aldrig smidt point til Ringkøbing, og der er flere ting, der taler for, at det igen bliver til to point.
Udeholdet har nemlig haft en svær sæsonstart uden sejre i Kvindeligaen med nederlag til Silkeborg-Voel KFUM og oprykkerne fra Bjerringbro FH. Samtidig mener cheftræner Jesper Jensen også, at Team Esbjerg bør besidde mere kvalitet i truppen.
– Som udgangspunkt skal vi være et bedre hold. Vores spillere er på et højere niveau, så vi skal levere varen, efter vi havde en god oplevelse i søndags (med sejren over Rapid Bucuresti, red.). Det eneste, der taler mod en sejr, er, om vi kan holde fast i rytmen fra Champions League, siger Jesper Jensen.
Respekten for modstanderens kvaliteter er stadig til stede. Sidste sæsons ligatopscorer Jane Mejlvang er en af holdets store trusler, og Jesper Jensen peger også på, at gæsternes defensiv kan sætte en kæp i hjulet på flere hold.
– Ligesom alle andre hold i ligaen har de dygtige spillere. På skyttefronten har de nogle gode fra distancen, og så har de et fint forsvar. Men det handler for os om at vi skal levere varen og holde fokus på os selv. Det er tidligt på sæsonen, og vi skal blive med at udbygge den spillemæssige platform, som vi har gjort her i starten, siger Jesper Jensen.
Fem kampe inde er holdet stadig i gang med at finde en stabil kampform, og det er også årsagen til, at fokus ligger på egne evner. Sejrene kommer stadig, men det kan blive bedre. Især efter skaden til Mette Tranborg har holdet skulle finde nye automatismer.
– Vi har haft en god progression. Vi vidste, at alt ikke vil spille fra start, og flere af spillerne skal gennem to hele sæsoner uden pause på grund af OL. Vi udbygger hele tiden vores spillemæssige form, men vi har taget det roligt i opstarten, siger cheftræneren.
Mette Tranborg er ude. Henny Reistad fik et skrub i søndags, og hendes tilstand følges nøje.
Team Esbjergs trup til kampen i Kvindeligaen grundspil 3. runde mod Ringkøbing Håndbold onsdag den 13. maj kl. 18.30 i Blue Water Dokken:
Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling
Venstre fløj: Sanna Solberg og Caroline Gade
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Rikke Iversen og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Julie Bøe Jacobsen, Michala Møller, Nora Mørk og Henny Reistad