Resultatet følger ofte præstationen, og det giver for tiden sejre
18/05 - 2023
Slutspilspuljerne er færdigspillet, og semifinalerne venter. Kvindeligaen går ind i den sidste og afgørende fase, når de to finalister til Danmarksmesterskabet skal findes. Team Esbjerg skal som vinder af den ene slutspilspulje møde Nykøbing F. Håndbold, der endte som to’er i den modsatte gruppe.
Og i øjeblikket går Team Esbjerg ind til kampene med et kæmpe plus. 20 sejre i træk er det blevet til, og der er ikke tale om tætte og intense opgør, hvis man kigger på resultaterne i slutspilspuljen. Den mindste sejr lød på syv mål.
Ikke nok med at resultaterne har været formidable, så har præstationerne på banen også været i top, og derfor går holdet også ind til kampen med den tro på, at hvis de kan levere, ender det ofte i en sejr.
– Vi har en fornemmelse af, at hvis vi præsterer, er vi svære at slå. Det betyder, at vi kan fokusere på vores egen præstation fremfor resultatet, og så ved vi, at vi bliver målt på resultatet, men hvis præstationen også er til det, så er resultatet det også, siger cheftræner Jesper Jensen.
Med en ny fase kommer også et nyt format. Semifinalerne spilles først til tre point. Det vil sige, at en sejr og en uafgjort er nok til at gå videre til finalen.
Det er et format kendt fra pokalturneringer, og her kan ingen hold tillade sig at have en dårlig kamp, da det kan komme til at koste for meget. Er der nogle, som kan lide dette, er det Nykøbing F. Håndbold.
Organiseret kaos har Jesper Jensen tidligere omtalt falstringernes tilgang. For mange kan det se rodet ud, men det er noget, som holdet trives i, og derfor trives de også i formatet, som turneringen går over i.
– I semifinalerne er det alt eller intet, og det er Nykøbing om nogen gode til at være i, hvor de bare kan give den gas. Nu er det pokalkampe for dem, og det er de gode til. Men det er kun fedt. Vi har et stort pres på os, da vi har spillet godt op til, og det skal vi leve op til, og det begynder allerede på lørdag, siger Jesper Jensen.
Holdet er fit for fight. Med Michala Møllers retur er der ingen på skadeslisten, og cheftræneren føler også, at holdet ikke mærker en træthed, som de har mærket på samme tidspunkt i
tidligere sæsoner. Derfor skal hjemmebanefordelen forblive på Team Esbjerg-hænder, når de tager mod Nykøbing F. Håndbold på lørdag.
Team Esbjergs trup til kampen i Kvindeligaen semifinale kamp nr. 1 mod Nykøbing F. Håndbold lørdag den 20. maj kl. 14.00 i Blue Water Dokken:
Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling
Venstre fløj: Sanna Solberg og Beyza Irem Türkoglu
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Vilde Mortensen Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Julie Bøe Jacobsen, Michala Møller, Nora Mørk, Henny Reistad og Mette Tranborg.