For andet år i træk rykker Team Esbjerg til Budapest
07/05 - 2023
På trods af et enormt pres fra de tusinde af rumænske tilskuere lykkedes det Team Esbjerg at holde hovedet koldt i EHF Champions League Women-kvartfinalen mod CSM Bucuresti. Selvom de var nede med tre i første halvleg, fightede danskerne sig tilbage i anden halvleg og cementerede deres plads til Final4 i Budapest for anden gang nogensinde.
Op gennem de første 30 minutter så det ikke godt ud for Team Esbjerg. Selvom de fik en solid start med en føring på 0-3, fik CSM Bucuresti spillet sig ind i kampen igen mod et dansk forsvar, der havde problemer med at stå mod presset.
Angrebet havde indledningsvis ingen problemer med at komme frem til chancerne, men halvvejes inde fik de problemer med at omsætte det til mål, og derfor fik hjemmeholdet arbejdet sig ind i kampen igen.
De gik fra 13-14 til 17-14, og dermed var det næsten helt lige i den samlede stilling, hvor Team Esbjerg førte med fire, inden opgøret gik i gang. Henny Reistad fik dog omsat et straffe, inden en ny rumænsk scoring igen gjorde det til minus tre. Kristine Breistøl fik med få sekunder igen reduceret igen, så Team Esbjerg kunne gå til pause kun bagud med to i kampen.
– Målet endte med at få stor betydning, for de fik også en udvisning på den, og den vandt vi med, så vi endte med at gå fra minus tre til nul på få minutter, og det var med til at give os ro, sagde cheftræner Jesper Jensen.
Tiden efter byttede holdene mål, og ved endnu en udligning fik hjemmeholdet også et direkte rødt kort, og det var med til at ryste værterne yderligere.
For de næste fire mål var danske, og føringen lød lige pludselig på 20-23. Desperationen begyndte så småt at sætte sig ind hos dem, for Amalie Milling begyndte at tage fat i målet. Rumænerne viste stadig koldblodighed og vilje, og derfor var de ikke ude af kampen endnu.
De kom op på 22-23, inden de igen fik et rødt kort. Denne gang for tre gange to minutter til samme spiller, og det blev for meget for holdet. Team Esbjerg skabte en ny, større føring, da Vilde Mortensen Ingstad fik scoret til 24-28.
Herefter kunne Team Esbjerg så småt begynde at smage gullasch og 20.000 tilskuere i MVM Dome. Et par timeouts var nok til at minde holdet om, at arbejdet skulle gøres færdigt, og det gjorde de også.
– Efter sådan en kamp er der mange følelser, og der var flere både undervejs og også nu her efter. Den ene var, at det ville have været ærgerligt, hvis vi ikke kom med, for vi er stærkere end sidste år. Men vi er glade og stolte, men også lettet, for vi havde ikke været tilfredse, hvis vi røg ud nu, sagde cheftræneren.
Allerede på tirsdag ved holdet, hvem de skal møde i semifinalen. Her finder lodtrækningen sted i Budapest. Modstanderen kan blive enten de forsvarende mestre fra Vipers Kristiansand eller et af de to ungarske hold – Györ eller FTC. Final4-stævnet afvikles den tredje og fjerde juni.
Kampen i tal:
CSM Bucuresti – Team Esbjerg 31-33 (18-16). Team Esbjerg vinder samlet med 65-59.
Målscorere Team Esbjerg: Kristine Breistøl 7, Nora Mørk 6, Sanna Solberg 6, Henny Reistad 4, Vilde Mortensen Ingstad 3, Kaja Kamp 2, Mette Tranborg 2, Anne Tolstrup Petersen 2, Kathrine Heindahl 1.
Topscorer CSM Bucuresti: Elizabeth Omoregie 8.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 2
CSM Bucuresti: 5 (+ et direkte rødt kort)
I Sala Polivalenta