- Det skal være en helt almindelig håndboldkamp
05/05 - 2023
At kalde returopgøret i kvartfinalen i EHF Champions League Women for en almindelig kamp studser mange sikkert over, men det er sådan tilgangen til kampen mod CSM Bucuresti skal være. Begge hold starter på nul, og Team Esbjerg går efter sejren, der vil kunne sende dem mod Budapest og MVM Dome.
Team Esbjerg tager afsted med et lille forspring på fire mål, og i håndbold er et firemålsforspring noget, der hurtigt kan hentes. Derfor tager holdet denne tilgang til kampen, da det mentalt vil kunne hjælpe dem.
– Alle, der spiller denne kamp, ved, hvad resultatet var ugen forinden, så det handler om at holde fokus på de enkelte situationer og spille kampen, som vi gerne vil spille den, og så kigge op på tavlen med fem minutter igen og se, om vi skal angribe, satse eller noget tredje. Det, tror jeg, er måden at gøre det på. De første 50-55 minutter skal spilles som en helt almindelig håndboldkamp og se, hvad vi kan få ud af det, siger cheftræner Jesper Jensen.
Team Esbjerg tager dog afsted med stor selvtillid. De seneste 16 kampe er alle endt med en esbjergensisk sejr, og holdet har ramt en formkurve, der er tæt på toppen. Samtidig går de også til opgaven med en tro på, at de kan levere et stærkt resultat, for de har gjort det tidligere.
I fjor spillede holdet i gruppe med CSM Bucuresti, og opgøret endte med en deler. Senere mødte de igen hinanden i kvartfinalen, hvor det blev til en smal sejr på et mål, som var nok til at sende Team Esbjerg til Final4, og disse tanker skal holdet have med, inden de går ind i den rumænske heksekedel.
– Det bliver svært, ingen tvivl om det. Der er ikke mange, der tager til Bukarest og vinder dernede. Heldigvis har vi gjort det før med en uafgjort og en sejr, så vi ved godt, at vi kan stå mod det pres, der kommer. Der er mange tilskuere, og der er mange faktorer, der kan spille ind, og det kan have en stor indflydelse, siger cheftræneren, der påpeger, at holdet tidligere har leveret store resultater på udebane i EHF Champions League.
– Vi er blevet gode til at håndtere disse situationer. Vi har vundet i Rostov, vi har vundet i Bukarest og vi har vundet over Vipers i Kristiansand. Vi ved, hvad der venter os, og vi kender til trykket, og det er fint at have det med, siger Jesper Jensen.
Michala Møller er ikke helt klar til dette opgør. Omvendt er Marit Røsberg Jacobsen meget tæt på at vende tilbage. Hendes situation følges nøje af sundhedsstaben.
Team Esbjergs trup til kampen i EHF Champions League Women mod CSM Bucuresti søndag den 7. maj kl. 16.00 i Sala Polivalenta:
Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling.
Venstre fløj: Sanna Solberg og Beyza Irem Türkoglu
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Vilde Mortensen Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Julie Bøe Jacobsen, Nora Mørk, Henny Reistad og Mette Tranborg.