Trods udebanesejr er intet afgjort endnu for Team Esbjerg
25/03 - 2023
En sejr på udebane mod Brest Bretagne Handball er et glimrende udgangspunkt, men det får ikke cheftræner Jesper Jensen og resten af Team Esbjerg til at føle sig sikker på, at kvartfinalen er i hus. Holdene i EHF Champions League Women giver aldrig op, og de franske gæster har samme karaktertræk. Især når forskellen kun er tre mål.
For i håndbold er tre mål ikke meget. Udvisninger eller en dårlig start på kampen kan ændre billedet totalt, og dermed skabe en kamp op ad en bakke i stedet for ned. Derfor gælder det for Team Esbjerg om at være der fra start. Ikke noget med at arbejde sig ind i kampe og tage for meget for givet.
– Vi går all in på at vinde og gerne så stort som muligt. Det kan være, at vi på et tidspunkt kigger op på tavlen og ser, om vi skal angribe eller forsvare den sidste stykke tid. Men som udgangspunkt er det en kamp som alle andre, hvor vi skal gå til den og vinde så stort som muligt, siger Jesper Jensen.
Sejren i Brest var første gang at holdet har vundet over de forhenværende Final4-deltagere. Alligevel var Team Esbjerg overrasket over den modstand, som franskmændene gav dem. Derfor føler danskerne også, at de står bedre forberedt til dette opgør, end de gjorde i det første.
– Det kan lyde skørt, når man vinder med tre dernede, men jeg var imponeret over dem. De bragte så meget fysik og energi i kampen, så der bliver mange ting, vi skal holde øje med. Der er nogle ting, som vi gerne vil rette på, og som vi også kan rette på. Men de spillede en god kamp, der nok hørte til en af deres bedre præstationer i år, men det kom også til at fylde, at Anna Kristensen havde en god kamp, siger cheftræneren.
Derfor skal der en toppræstation til for at Team Esbjerg igen kan komme i kvartfinalen i den fornemme turnering. Truppen tror på det, og gennem de mange sejre er rytmen også med til at skabe en sund følelse af, at det kan lade sig gøre. Men intet er ovre før haluret i Blue Water Dokken lyder for sidste gang. Helst med dansk sejr.
– Vi har en god stemning og en respekt for det resultat, som vi skabte derned. Plus tre er ikke meget i håndbold, og vi har lige så meget respekt for dem, som vi havde inden det første opgør. Men vi føler os godt rustet. Vi lærte en del fra den første kamp, men vi føler os ikke sikre, slår Jesper Jensen fast.
Michal Møller er stadig ukampdygtig og derfor ikke med til opgøret.
Team Esbjergs trup til kampen i EHF Champions League Women mod Brest Bretagne Handball søndag den 26. marts kl. 14.00 i Blue Water Dokken:
Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling.
Venstre fløj: Beyza Irem Türkoglu
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Vilde Mortensen Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Julie Bøe Jacobsen, Nora Mørk, Henny Reistad og Mette Tranborg.