- Kampene mod Odense bliver altid afgjort på marginaler
03/01 - 2023
Team Esbjerg har kun én ting for øje, når de onsdag aften møder Odense Håndbold i Kvindeligaen: Sejr. For skal esbjergenserne gøre sig bare små forhåbninger om at komme op og spille med om førstepladsen i grundspillet, skal der hentes to point mod én af de direkte modstandere.
En sejr vil nemlig sende Team Esbjerg to point fra Odense, mens et nederlag vil betyde hele seks point op. Derfor er der tale om en must win for Jesper Jensens tropper, men det har ikke betydning for hele sæsonen.
– I forhold til at blive etter i grundspillet, så skal vi vinde, men ellers er det ikke. Ligaen bliver ikke afgjort efter denne kamp. Vores mål ligger i at vinde DM, og selvom en grundspilssejr er et delmål og noget, der vil være et godt udgangspunkt for at vinde guld, så bliver mesterskabet ikke afgjort efter denne kamp, siger Jesper Jensen.
Ikke desto mindre bliver der tale om et svært opgør mod de forsvarende mestre, hvor hjemmebanefordelen muligvis kommer til at spille ind. Af de seneste ni opgør er det blevet til otte hjemmebanesejre mellem de to mandskaber, hvoraf flere af dem blev afgjort med én scoring mellem dem.
– Mod Odense er det altid marginalerne, der blev afgørende. Det handler om at kaste sig efter den løse bold, at få et forsvarsstop, eller en redning på det rigtige tidspunkt. I sidste ende skal chancerne udnyttes, og det kræver individualister, hvilket begge hold har. De kommer til at spille en større rolle, end hvad de to kollektiver kommer med, hvilket ellers også er meget, siger cheftræneren.
Presset er stort for at Team Esbjerg kommer hjem med de to point. De kan ikke rigtig bruge seneste sejr over Odense i Super Cuppen til noget, da den ligger for langt tilbage og med nogle skadesomstændigheder, der var betydeligt anderledes dengang.
Men følelsen, sejren gav, skal huskes. Følelsen af den rus, som holdet havde, da de slog de danske mestre om sæsonens første titel skal sidde i baghovedet, da denne vil komme frem igen, hvis det bliver til to point på onsdag.
– Det var første titel at spille om, og den vandt vi på en kæmpepræstation. Det har Odense fået en sult af, og derfor bliver det også et topopgør mellem to hold, der gennem årene har fået masser af erfaring fra Europa. Men det er en kamp, som man gerne vil vinde på alle mulige måder, siger Jesper Jensen.
Rikke Poulsen fik klarmelding til kampen mod København, og hun er også med igen. Faktisk er alle spillere klar til at jagte de vitale to point, som der skal spilles om.
Team Esbjergs trup til kampen i Kvindeligaen mod Odense Håndbold tirsdag den 4. januar kl. 18.30 i Sydbank Arena:
Målvogtere: Amalie Milling og Rikke Poulsen
Venstre fløj: Beyza Irem Türkoglu
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Vilde Mortensen Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Julie Bøe Jacobsen, Michala Møller, Nora Mørk, Henny Reistad og Mette Tranborg.